Fodboldlandsholdet

Målfest forandret til pligtsejr

De manglende danske scoringer kan koste dyrt i den sidste ende

KØBENHAVN:Der var tegning til tyrkiske tenniscifre - Tyrkiet slog i går Kasakhstan 6-0 i Danmarks VM-kvalifikationsgruppe - i Parken, da Martin Jørgensen headede Morten Olsens tropper på 3-0 blot 10 minutter efter pausen, men målorgiet udeblev desværre. Det kan i den sidste ende blive kostbart i jagten på adgangskortet til VM-slutrunden 2006 i Tyskland i tilfælde af pointlighed på den andenplads, Danmark maksimalt kan sætte næserne op efter. AC Milan-spilleren Jon Dahl Tomasson havde ellers muligheden for at score til 4-0 knap halvvejs i anden halvleg, da venstrebacken Niclas Jensen var blevet fældet, men Jon Dahl Tomassons indersidespark var ingen sag for albanernes målmand. I stedet gned et ikke specielt grumt og lidet angrebsivrigt albansk mandskab salt i såret og de efterhånden stærkt blødende danske VM-forhåbninger med et trøstmål til 3-1 17 minutter før tid. Den danske pligtsejr - livsnødvendig for overhovedet at holde kikkerten rettet mod Tyskland og næste sommers VM-slutrunde - kom i hus, men så heller ikke mere. De fleste af de 26.366 tilskuere i Parken - samt et uvist antal tv-seere - sad med en lidt underlig fornemmelse i munden efter den præstation. Skulle man juble, eller skulle man sige - ja, ja.. Mens de danske spillere lod sig hylde af publikum på grønsværen, ventede landstræner Morten Olsen og det halve fodbold-Danmark spændt på slutcifrene fra Athen, hvor VM-gruppens to førerhold før gårsdagens kampe, duksene fra Ukraine og Grækenland, bragede sammen i en meget vigtig kamp om fordelingen af topposterne. Og det blev den håbede sejr til Ukraine, som vandt 1-0. Dermed er vi nu kun tre point efter grækerne med en kamp færre spillet. Men for Danmark er perspektiverne stadig de samme. De sidste fire kampe skal vindes, og der må meget gerne snart komme gang i de danske scoringer. Den forventede målfest udeblev også før pausen trods ønskestarten med Djurgården-topscorer Søren Larsens åbningstræffer på en smuk helflugter allerede i det sjette minut, og trods et feststemt hjemmepublikums uforbeholdne støtte med stående ovationer flere gange undervejs i de første 45 minutter var det danske spil altså ikke til at falde i svime over - få momenter undtaget. Den danske højrekant med Dennis Rommedahl og Thomas Helveg som back var om ikke handlingslammet så dog forbavsende lidt med i spillet, og fodrappe Rommedahl havde mere end svært ved at ramme sine medspillere selv på de korte distancer. Der stod Martin Jørgensen betydeligt stærkere i billedet i modsatte side, men det danske spil var - som ofte før set i den humpende VM-kvalifikation - ofte langsomt og temmelig forudsigeligt. I motorrummet, hvor Thomas Gravesen og Christian Poulsen genindtog pladserne som styrmænd bag tre mere offensivt indstillede spillere, lavede Thomas Gravesen da mange pænt ting, og han havde vanen tro også tid og overskud til at råbe og rette på medspillerne, men det ville nu også pynte gevaldigt, hvis han oftere selv satte turbo på spillet lidt i stil med den vilje og energi, Jon Dahl Tomasson lyste op med. Efter den halve time var det faktisk Albanien, der pludselig stod for to-tre afslutninger i rap, og man sad med en frygt for, om det i VM-kvalifikationen hårdt pressede hold var på vej til at lulle sig selv lidt for meget ind i en tro på, at det her var en formsag. Efter pausen blev det danske spil skarpere indledningsvis for så at falde i niveau igen, og det var skidt mod en så overkommelig modstander som Albanien.