Vittrup

Målfest i Lunden

V. Hjermitslev vandt weekendens opgør i serie 5 mod Tranum med 6-4, og V. Hjermitslevs træner Peter Lunk kunne efter kampen konstatere, at klubben sikrede sig endnu en sæson i serie 5. Det startede ellers ikke så godt for VHB. I løbet af otte minutter var hjemmeholdet bagud med 0-2. I det 11. minut reducerede Steffen Larsen til 1-2, og i det 31. minut kunne Claus Bak udligne til halvllegsstillingen 2-2. Efter spil og chancer var det ikke helt fortjent, at hjemmeholdet klarede uafgjort i de første 45 minutter. Efter 16 minutter i 2. halvleg kom V. Hjermitslev bagud 2-3, men minuttet efter kunne Christian Pedersen score dagens mål i Lunden på et fantastisk langskud helt oppe i trekanten til 3-3. I det 24. minut kom hjemmeholdet bagud 3-4. To minutter senere lavede Tranum selvmål til 4-4, og efter 34. minutter blev der begået straffespark mod Leif Vittrup, som Flemming Bak sikkert eksekverede til stillingen 5-4. Max Pedersen afsluttede målfesten med at score til 6-4 efter en solotur fra midten af banen. Efter kampen var de to trænere enige om at sejren til hjemmeholdet var i orden trods meget spil og chancer til Tranum. Peter Lunk fremhævede de to brødre Christian og Lasse Pedersen for en stor kamp.