Målfest i Valsted

SEBBERSUND:Der var målfest i Valsted, da serie 3 holdene fra Sebber IF og Gudumholm IF tørnede sammen. 9 mål i alt, hvoraf hjemmeholdet scorede de 6, og dermed kunne trækket stikket og tre point hjem. Fra første fløjt lagde hjemmeholdet pres på gæsternes mål, og efter ca. 20 minutter scorede Rene Jørgensen til 1-0, en yderst fortjent scoring. Fem minutter senere øgede Nicki Jensen til 2-0, men trods Sebberdominans fik gæsterne reduceret kort før pausen. Anden halvleg fortsatte med Sebber som dominator, og efter få minutter øgede Rene Nielsen til 3-1. Så satte træner Lars Borregaard unge Mads Harbo ind, og han takkede for tilliden med to hurtige scoringer til 5-1. Det var også ham, der tilkæmpede sig et efterfølgende straffespark, som Jari Nielsen omsatte til 6-1. Så slappede Sebberspillerne af, og det gav gæsterne anledning til resultatpyntning.