Målgruppe tages op igen

Byrådet er enige om at tage en ny beslutning om målgruppe for botilbud

Formanden for børne- og ungdomsudvalget Anders Norup var med på at se på målgruppen for nyt botilbud en gang til. Arkivfoto: Michael Koch

Formanden for børne- og ungdomsudvalget Anders Norup var med på at se på målgruppen for nyt botilbud en gang til. Arkivfoto: Michael Koch

REBILD:Et enigt byråd i Rebild besluttede, at sagen om målgruppen for et nyt botilbud på Hobrovej i Støvring skal tages op igen til november.

På byrådsmødet rejste specielt Rikke Karlsson (DF) kritik af forløbet, der har resulteret i en ændring af målgruppen.
- Det er i den grad en forandring, som jeg finder helt utilstedelig. Jeg vil opfordre til, at man tager behandlingskrævende unge ud af tilbuddet igen, sagde Rikke Karlsson (DF) på byrådsmødet.
Hun understregede, at det efter hendes opfattelse ikke var fagligt forsvarligt at udvide målgruppen fra unge med adfærdsmæssige problemer til også at inddrage behandlingskrævende unge, som det tidligere er beskrevet i NORDJYSKE Stiftstidende.

Opbakning fra SF

Også SF bakkede op om kritikken.

- Vi mener, at den ændring skulle have været omkring byrådet, sagde Bertil Mortensen.
Samme melding kom fra Thøger Elmelund Kristensen (S), der på Socialdemokraternes vegne foreslog, at sagen blev taget op på ny og sendt tilbage i de to udvalg, der havde arbejdet med sagen.
Formand for Børne- og Ungdomsudvalget Anders Norup (V) afviste på mødet, at der i arbejdet med forslaget, der blev vedtaget på byrådsmødet i december 2011, skulle være blevet begået fejl fra fagudvalgenes side. Til gengæld ville han gerne tage sagen op igen.
- Man har ret til at blive klogere. Det er godt at tage diskussionen, sagde han og roste i den forbindelse Bertil Mortensen for ”næsten intelligente spørgsmål”. Samme velvillighed lød fra Arbejdsmarkedsudvalget.

En hånd i ryggen

Mellem borgmester Anny Winther (V) og Rikke Karlsson var der dog forsat uenighed om, hvordan bostedet skulle håndteres.

- Det er fantastisk, at vi kan stille op med sådan et tilbud, hvor vi kan hjælpe de unge med en hånd i ryggen.
- Er der for eksempel en ung, der nyder lidt for meget alkohol, skal vi gøre alt for, at han ikke kommer for langt væk fra hjemmet og vennerne, sagde Anny Winther, der ikke ville have en alt for firkantet forståelse af målgruppen på bostedet.
Det opponerede Rikke Karlsson imod.
- Jeg synes, det er bekymrende, at vi har en formand for socialudvalget i KL, der ikke mener, at behandlingskrævende unge kræver mere end en hånd i ryggen, sagde hun.
Hvorpå Anny Winther appellerede til resten af byrådet.
- Jeg håber, at I andre hørte, at jeg var lidt mere nuanceret i mine svar, sagde Anny Winther.
På mødet understregede hun også, at bostedet ikke er et forsøg på at spare penge ved at hente unge hjem fra tilbud uden for kommunen.
Anny Winther gav derpå Rikke Karlson garanti på, at sagen igen ville komme op i byrådet efter behandling i udvalgene.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.