Målgruppelusk

BØRNETEATER "De første danskere" Målgruppe: 3-8 år. Det er den slags, der ligner en helgardering, men det er også en helgardering, der ikke holder. Som ikke fanger det rigtige resultat. "De første danskere" dur simpelthed ikke til den nederste del af målgruppen. Da NORDJYSKE så stykket med publikum på, var hvalpene vel omkring fire-fem år, og stykket gik let og elegant hen over deres uskyldige hoveder. Det var ellers et meget nobelt publikum. De holdt ud og holdt ud, og først hen mod slutningen bliver nogle af drengene nødt til at stå op for ikke at kede sig ihjel. Men de fik da også grint lidt undervejs. Men de forkerte steder. De grinte, når handlingen var tragisk. Tænk lige lidt over den... Man griner ikke, når de to hovedroller ryster i deres skind fordi de er ved at blive spist af ulve. Men publikum griner og råber: "Det er bare en lyd". Stykket handler om et par mænd i stenalderen. De er nogle af de første danskere hertillands. Deres problemer er at skaffe ild og mad på det materialistiske plan og internt er problemet, hvem der er leder. Er det Sten, den stærke, eller er det Avfinn, de kloge. Det er egentligt et rimeligt plot, og børn i folkeskolens to første klasser kan sikkert få udbytte af stykket, fordi de kan forstå handlingen. Men at servere det for de mindste børnehavebørn ned til tre år er tarveligt. Der spilles såmænd nydeligt nok. Der gestikuleres en del. Der kommer mærkelige lyde. Der kommer spasser-dans. Og der kommer almindeligt dialog. Meget af det underholder ungerne, men igen: De reagerer med grin hvor der måske ikke skal grines. Forventningerne er ellers i top, når først man har set teatrets plakat: Her kan man se de to skuespillere, Jørgen Bing og Casper Joel, og de ligner grangiveligt de to neanderspassere fra Arla-reklamerne. Selv om Arlareklamerne er utålelige, så har de to stenalderfolk dog en vis komisk udstråling. "De første danskere" er holdt i en minimalistisk, men effektiv scenografi. Der er en pæn timing i stykket, som afvikles på små 40 minutter. Men grundlæggende mangler stykket ægte humor og respekt for målgruppen. Jeg ved godt, at det giver færre tilskuere at skrive, at målgruppen er 6-7 år. Jeg ved også, at stort set alle børneteatre er rigtigt langt ude i hjørnerne, når de noterer deres målgrupper. Men det gør det ikke mere fair. Vi giver trods alt tre stjerner. Ideen om at fortælle om de første danskere er nemlig udmærket. Deres situation er givet ganske realistisk. Der spilles pænt. Meeen... Max Melgaardmax.melgaard@nordjyske.dk "De første danskere". Tekst: Bent Nørgaard, instruktion: Ciacomo Campeotto. Scenografi: Steen Lock-Hansen. Vendsyssel Teater med gæstespil flere steder i området. Desuden 17 forestillinger på Jomfru Ane Teatret i oktober.