Måling: Ældre læreres betalte fritimer skal afskaffes

Lærere over 60 år bør vinke farvel til den seniorordning, som garanterer dem færre timer til fuld løn.

Måling: Ældre læreres betalte fritimer skal afskaffes

Et stort flertal af Danmarks befolkning bakker op om KL's krav om, at lærernes særlige seniorordning, der betyder, at lærere over 60 underviser mindre, skal afskaffes.

Mens bare 23 procent støtter lærernes mulighed for aldersreduktion af timetallet, mener 57 procent, at ordningen skal afskaffes, viser en Gallup-måling for Berlingske.

- Det er KL's suverænt stærkeste kort. Når folk ser på arbejdstid og seniorordninger, opfatter de Danmarks Lærerforening som en privilegeret gruppe. Det kan man klart se af disse målinger, siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen til Berlingske.

- Desuden er de 60-årige i dag en stærkere og sundere gruppe, der er klar til at blive længere tid på arbejdsmarkedet, tilføjer han.

Blandt forældre til skolebørn mener 60 procent, at aldersreduktionen er klar til pension, mens 20 procent mener, at den skal fortsætte.

Ordningen betyder, at lærerne har ret til 175 timers fri med fuld løn fra det skoleår, hvor de fylder 60.

Den blev indført ved lov i 1922 og er siden overført til overenskomsten, hvor den blev ændret fra at handle om færre undervisningstimer til en reduktion af arbejdstiden.

Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen siger, at det kommer til at koste, hvis ordningen skal afskaffes.

- Alternativet til dette er, at man skal til at udmønte flere hundrede millioner i ekstraordinære lønstigninger til lærerne, sådan som gymnasielærerne fik, siger han til Berlingske.

Ifølge KL er der cirka 7000 lærere over 60.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.