Måling af smid-væk-kultur

GEMMER:I mit barndomshjem i Struer havde jeg værelse i kælderen. For at komme frem til mine 12 kvadratmeter med teaktræshylder, og egen håndvask, skulle jeg altid kæmpe mig igennem vasketøj, som hang til tørre på fire snore i fyrrummet. Snorene hang hen over møbler, som var forvist fra stuen, og brugt tøj, som hang på en lang række i den ene side. Under tøjet stod snesevis af papkasser indeholdende "Familie-Journalen". Årgangene fra 1948-55. Her var min barndoms "Klaus Kludder" og "Villy på Eventyr", og de lå der til eventuelt gemytlig genlæsning. Kasserne stod dog urørte den dag huset blev fraflyttet i slutningen af 90'ere. Så røg Klaus og Villy ud. At smide ting væk var absolut ikke noget, min mor brød sig om. Hun sagde altid, at når man havde oplevet en krig, så smider man intet væk. Det kan igen blive mangeltider, og så er det godt at have noget at sy om, møbler at sætte i stand og male, og genbruge, og "Villy på Eventyr" at hygge sig med. De arvelige gemme-gener har ikke forladt mig, og i mine gennemsteder står der en del, som nok allerede burde være givet til genbrug, eller kørt på containerpladsen - men håndbremsen er trukket. Og jeg har venner, som også i høj grad forstår at sætte langvarig pris på løsøre, og reservedele af enhver slags. Kendetegnende for gruppen er, at alle er 60+. At være gemmer kræver en vis erfaring og årsfylde. Samtidig passer vi - til en vis grad - glædeligt på børnenes "ragelse", fordi deres gamle minderige sager heller ikke skal gå tabt. Vi "gemmere" chokeres tit over, hvad andre faktisk smider væk. For nylig læste jeg om jeg et museum på Sjælland, som var bygget op omkring et moderne hjem med samtalekøkken og badeværelse, hvor alt indbo var fundet på genbrugspladsen. Hjemmet manglende ingen af de moderne hjælpemidler, som man råder over i dag. Børneværelserne var udstyret efter tidens kommercielle standard. Der var computere, fjernsyn, dvd, spise- og kaffestel til 12 personer, design-møbler, og hvad ved jeg. Imponerende - og så alligevel skræmmende. Vores udskiftning af ting sker med samme hast, og i samme ånd, som der zappes tv-kanaler. For nylig havde jeg besøg af en venlig mand fra Dronninglund Vandværk. Han skulle skifte vandmåleren. Ikke fordi der var noget i vejen med den gamle - slet ikke - men fordi der var kommet et nyt smart system, hvor man kunne styre og aflæse nogle ting fra vandværkskontoret. Fantastisk. Men hvad med de udmærkede og velfungerende vandmålere, som i øvrigt ikke har siddet i særlig mange år? Det vidste han godt nok ikke. Men måske burde man derfor overveje den tanke at sende dem til Grækenland eller til Spanien. Så behøver disse lande ikke bruge af deres trængte økonomi til investering i vandmålere. Ideen er hermed givet videre til helt fri afbenyttelse. Eller endnu bedre. Vi kan jo også selv gemme vandmålere til eventuelt senere brug Det kan blive andre tider. Også hos os. Frode Muldkjær - journalist. Bor i Dronninglund. Hjemmeside: http://frodemuldkjaer.blogspot.com.