Udland

Måling: Hollande får absolut flertal

Præsident Francois Hollandes kommer til at regere med et socialistiske flertal bag sig, viser måling.

Måling: Hollande får absolut flertal

Frankrigs Socialistparti står til at få flertal efter anden og afgørende runde af parlamentsvalget søndag.

Det viser en ny meningsmåling.

Målingen er foretaget af instituttet OpinionWay, og Socialistpartiet får i målingen mellem 295 og 330 ud af det franske parlaments 577 pladser.

Ifølge de første prognoser efter første runde af valget i sidste uge lå Socialistpartiet til at få mellem 283 og 329 pladser.

Hvis Socialisterne får under 289 mandater, bliver præsident François Hollande nødt til at arbejde sammen med det mere venstreorienterede parti Venstrefronten eller De Grønne for at få flertal.

Hollande, der vandt præsidentvalget i maj over Nicolas Sarkozy, har behov for at have et sikkert flertal bag sig, når han går i gang med en række reformer af fransk økonomi og den offentlige sektor.

Hollande har lovet, at han vil styre Frankrig, Europas næststørste økonomi, gennem krisen og igen skabe vækst.

Han har offentlige nedskæringer, en reform af pensionssystem og skatteforhøjelser i støbeskeen.

Sarkozys konservative parti UMP står til et sted mellem 200 og 230 mandater, mens det ekstreme højrefløjsparti Den Nationale Front står til mellem nul og fire mandater.

På venstre side af Socialistpartiet står De Grønne til mellem 12 og 18 mandater, mens Venstrefronten inklusive kommunisterne står til mellem otte og 12 mandater.

/ritzau/Reuters