Målinger: SF står til at få to mandater i EU-Parlamentet

SF står til at fordoble antallet af mandater i EU-Parlamentet, viser valgstedsmålinger fra DR og TV2.

Ritzau
Spidskandidat Margrete Auken (SF) og SF-formand Pia Olsen Dyhr deltog i klimamarch lørdag i København. SF er som det eneste danske parti medlem af gruppen De Grønne i EU-Parlamentet.
Politik 26. maj 2019 22:47

KØBENHAVN: SF står til at gå fra et mandat til to mandater i EU-Parlamentet.

Det viser de første valgstedsmålinger fra DR og TV2, umiddelbart efter at valgstederne er lukket klokken 20.

Hos DR står partiet til at få 13 procent af stemmerne, mens det hos TV2 står til 11,5 procent. Der er 14 danske mandater, der skal fordeles.

Valgstedsmålingerne bliver udarbejdet på baggrund af interviews med vælgere ved valgstederne, der oplyser, hvad de har stemt.

- Det ser ud, som om vi har fået genvalgt Margrete Auken, og det er vigtigt. Alt andet er en bonus, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

Målingen betyder, at Karsten Hønge (SF) står til at blive valgt ind, da han er nummer to på SF's valgliste. Det er imidlertid ikke sikkert, at han ender med at få den ekstra plads.

Karsten Hønge er nemlig også kandidat ved folketingsvalget. Dermed kan det betyde, at han og partiet skal beslutte, hvilken plads han skal besidde, såfremt han også bliver valgt ind i Folketinget 5. juni.

Det er ikke tilladt at være medlem af både Europa-Parlamentet og Folketinget.

Desuden har SF sideordnet opstilling. Ved sideordnet opstilling er det de kandidater, der får flest personlige stemmer, som bliver valgt ind.

Margrete Auken (SF) er partiets spidskandidat og nummer et på partiets liste.

Hun har fået SF-formand Pia Olsen Dyhrs stemme ved valget. Det fortalte formanden, før hun klokken 11.30 afgav sin stemme i Kirkebjerg Skole i Vanløse.

SF er som det eneste danske parti medlem af gruppen De Grønne i EU-Parlamentet.

Målingerne viser også, at Dansk Folkeparti står til mindst en halvering i EU-Parlamentet. Partiet står til to mandater i TV2's valgstedsmåling, der er foretaget af Megafon.

I DR's valgstedsmåling, som er foretaget af Epinion, står partiet til et mandat. Ved valget i 2014 fik DF fire mandater.

Hos DR står Socialdemokratiet til fire mandater, hvilket er en fremgang på ét mandat sammenlignet med 2014-resultatet.

Hos TV2 står partiet fortsat til tre mandater, hvilket Venstre også står til i samme måling. Venstre står ligeledes til tre mandater hos DR. Det er ét mere end i 2014.

De Radikale står ligesom SF til at fordoble sit mandatantal i EU-Parlamentet. Partiet står således også til to mandater i begge målinger.

De Konservative står til at beholde sit ene mandat, mens Enhedslisten også ser ud til at løbe med et mandat.

Ifølge målingerne vil Folkebevægelsen mod EU miste sit mandat i parlamentet, mens Alternativet og Liberal Alliance ikke ser ud til at komme ind.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...