EMNER

Måling: Thorning rammer nyt historisk lavpunkt

Nedturen fortsætter - Venstre dobbelt så stor som S

Socialdemokraterne er nede på 16,8 procent af stemmerne i ny måling. Foto: Scanpix

Socialdemokraterne er nede på 16,8 procent af stemmerne i ny måling. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Aldrig før har opbakningen til Socialdemokraterne været så lav hos vælgerne. Hvis der var valg i dag, ville blot 16,8 procent af danskerne sætte kryds ud for statsminister Helle Thorning-Schmidts parti.

Rivalerne hos Venstre ville få hele 34 procent af stemmerne og blive større end de tre regeringspartier S, R, SF - tilsammen. Det viser en ny meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau.
Det punkt hvor Socialdemokraterne kunne håbe på, at der var tale om måleusikkerheder, er for længst forbi, fastslår valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet.
Han henviser til, at målinger fra to andre institutter har vist samme lave niveau i den seneste tid - ingen dog så lave som Voxmeters tal.
- Det ser ikke særlig godt ud for regeringen. Partierne svinger som regel omkring nogle niveauer, som de vender tilbage til. Og Socialdemokraternes niveau har over lang tid været for nedadgående, siger Rune Stubager.
- Det farlige for dem er, hvis det sætter sig, så deres nye middelniveau rykker ned til omkring 20 procent. Det kan man på ingen måde afvise, tilføjer han.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, kalder tallene elendige.
- Vi har en svær tid, det er der slet ingen tvivl om. Det kan skyldes, at vi enten kommunikerer for dårligt, eller at folk er uenige i vores politik, siger han.
- Der er kun en vej frem, og det er at levere resultater og være helt sikre på, at folk kan genkende vores socialdemokratiske værdier, tilføjer Magnus Heunicke.

Uenige i politikken

Valgforsker Rune Stubager vurderer, at den socialdemokratiske vælgerkrise helt entydigt skyldes, at vælgerne er uenige i partiets politik.

Han mener ikke, at der er tale om personspørgsmål.
- De har udstedt nogle løfter på nogle velfærdsområder, som en god del af deres traditionelle kernevælgere har været rigtig glade for. Og så har de ikke indfriet dem, konstaterer Rune Stubager.
Voxmeter-målingen er foretaget i dagene omkring sammenbruddet i regeringens stort anlagte trepartsforhandlinger, hvor finansminister Bjarne Corydon måtte opgive at få fagbevægelsen med.

Solidt borgerligt flertal

Sammen med skattereformen er trepartsforhandlingerne, hvor det blandt andet har været på tale at øge arbejdstiden, efter Rune Stubagers vurdering noget af det, der har fået socialdemokratiske vælgere til at flygte.

I den borgerlige lejr sikrer Venstres betydelige fremgang et solidt flertal, mens De Konservative fortsat ligger til omkring fire procent af stemmerne. Dansk Folkeparti står til 13,2 procent og Liberal Alliance til 4,5 procent.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.