Målinger i badevandet: Tarm-bakterier kan komme fra mennesker

De fleste steder i Frederikshavn Kommune er badevandet i fin form. Et sted frarådes badning dog

Kvaliteten af badevandet måles jævnligt. Her er vi nær Frederikshavn. Arkivfoto: Peter Broen
Vandmiljø 14. august 2018 08:38

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Kommune har i sæson 2018 i alt 20 badevandsstationer, hvor der løbende udtages prøver til kontrol af vandkvaliteten.

Ved 13 af stationerne er der Blå Flag.

Og her i august er vandkvaliteten ved badevandsstationerne generel fin.

Alle stationer på nær Jerup Strand og stranden ved Haldbjerg-Vangen opnår den bedste klassifikation "udmærket". Der er fundet let forhøjede bakterietal i to prøver ved Haldbjerg-Vangen, hvilket måske kan betyde at klassifikationen i sæson 2019 nedjusteres fra "udmærket" til "tilfredsstillende".

En eventuel nedjustering betyder dog ikke, at der ikke fremover kan bades på stranden.

I sæson 2018 frarådes derimod badning ved Jerup Strand.

Vandkvaliteten ved Jerup Strand har de senere år været meget svingende, og bakterieindholdet er til tider meget højt.

Vandkvaliteten har de seneste år fået klassifikationen "tilfredsstillende", men nedklassificeres efter badesæsonen 2017 som "ringe".

Klassifikationen er ændret på grund af høje målinger af tarmbakterierne Intestinale Enterokokker og E. Coli. Det er sandsynligt, at forureningen stammer fra Jerup Å, der har udløb umiddelbart syd for badestranden.

Tarmbakterierne kan stamme fra både mennesker og varmblodede dyr, og der skal nu foretages flere analyser.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...