Målløs kamp med mange chancer

Aalborg 16. september 2002 08:00

Serie 1 kreds 3 Aalborg Freja-Svenstrup 0-0 AALBORG: Efter det store nederlag i sidste uge til Hirtshals gjaldt det først og fremmest for Svenstrup om at få stabiliseret forsvaret og forsøge at holde nullet. Med to stamspillere i karantæne og to andre skadet blev det imidlertid vanskeligt i Frejaparken, og set over kampen som helhed havde hjemmeholdet da også bolden mest. Med de mange nye på holdet brugte gæsterne starten af lokalopgøret til at finde hinanden og det gjorde, at Freja kom bedst fra start uden dog at blive farlige for alvor foran mål. Det var gæsterne til gengæld et par gange i første halvleg med gode forsøg af Morten Sørensen med både venstre og højre ben mens et meget flot saksespark fra Svenstrups Johnny Jensen blev reddet på målstregen. I anden halvleg satte hjemmeholdet i Frejaparken sig på kampen og Svenstrup havde nok at gøre med at forsvare sig. I de fleste tilfælde lykkedes det at få afværget de høje indlæg men et par gange både kunne og burde Freja-holdet have scoret. Omvendt havde Stefan Buur fra Svenstrup et par gode forsøg på nedfaldsbolde efter hjørnespark men heller ikke i den forbindelse lykkedes det at få scoret så det blev ved et enkelt point til begge hold.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...