Målmænd lyste op i topopgør

To skrappe keepere, Frederikshavn IK's Johan Westermark og Herning FIK's Jiri Podesva, satte foran 1722 tilskuere og landstræner Mikael Lundström deres finger- og fodaftryk på et tyndt topogør, hvor nordjyderne ikke formåede at slå til i anden periode, da man ellers fik chancen i overtal i fem minutter.

Ishockey 1. oktober 2003 00:50

Det var direkte svagt af FIK'erne, at man aldrig spillede sig til åbne chancer i overtal, og endnu værre var det, at hjemmeholdet i en hurtig kontra pludselig havde to spillere fri. Og i den situation måtte selv en stærkt spillende Johan Westermark give op. Uden den hårdtskydende Martin Taborsky var frederikshavnerne handicappede i powerplay, men det burde ikke være ensbetydende med, at holdet lod sig stresse så meget af et noget mere aggressivt hjemmehold. Havde det ikke været for landsholdskandidat Westermark i målet, var FIK'erne ikke sluppet igennem anden periode kun bagud 0-2. I flere tilfælde måtte han hive den ene klasseredning frem efter den anden, men da han gav en returpuck i et powerplay-angreb af hjemmeholdet, fulgte ingen FIK-forsvarer op, og så kunne hjemmeholdet bringe sig på 2-0. Første periode var alt for taktisk præget og reelt uden chancer til de to hold, og ganske symptomatisk for topkampen blev frederikshavnernes svaghed, at de ikke formåede at skabe og styre kampen, udstillet i fem minutters overtal i anden periode. Fart på i tredje periode I stedet for at slå afgørende til lod FIK'erne sig lulle i søvn, og så slog hjemmeholdet til i stedet med giftige kontrastød - akkurat den måde, som frederikshavnerne helst vil spille på. Først i tredje periode kom der lidt mere fart og tempo over Olaf Ellers drenge, men samtlige 14 nordjyske forsøg mod Herning-målet tog den tidligere Aalborg IK-keeper Jiri Podesva sig af. Og da han endelig var passeret af backen Jesper Pedersen, ramte pucken indersiden af stolen og trillede bagom Podesva langs stregen uden at give FIK det mål, der måske kunne have vendt kampen. I stedet løb frederikshavnerne ind i frustrations-udvisninger i slutfasen, og så var sidste chance i topkampen forsvundet. Landstræner Mikael Lundström indrømmede bagefter, at spillet især i første og anden periode ikke var et topopgør værdigt. - Det blev bedre mod slutningen, men godt var det aldrig. Til gengæld imponerede især Jiri Podesva mig, men også Johan Westermark var god i frederikshavner-målet, selv om han stadig giver for mange returpucken, lød det fra den danske landstræner. Han var også en smule skuffet over, at FIK end ikke i fem minutters overtal formåede at spille sig til store chancer. - Men de er vel bedst i en defensiv stil, hvor de kan slå kontra, var Mikael Lundströms bud. Og det rammer plet. Kampfakta: Periodecifre: 0-0, 2-0, 1-0 Mål: 28.47, 1-0 Martin Pyndt uass. (boxplay), 37.59, 2-0 Rasmus Hartung ass. Daniel Nielsen, 50.18, 3-0 Michael Thomsen ass. Dan Jensen Udvisninger: Herning IK: 2x5 min. og game misconduct (Rhett Gordon og Peter Hindkjær) 4x2 min. FIK: 1x5 min og game misconduct (Mads Christensen), 1x10 min. (Jesper Pedersen), 4x2min. Hoveddommer: Asger Krog Tilskuere: 1722 i Herning Isstadion

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...