Fodbold

Målmager i verdensklasse

Når Umeå IK og Fortuna Hjørring i overmorgen tørner sammen i et prestigefyldt nordisk opgør om den europæiske klubtrone i kvindefodbold, så kan både tilskuere og tv-seere samtidig se frem til en interessant duel mellem to af verdens fineste forwards til dato.

Mens det svenske mandskab i 24-årige Hanna Ljungberg råder over Europas måske bedste angriber netop nu, så kan de danske mestre fra Hjørring prale af at have verdens fjerdebedste kvindelige skarpskytte gennem tiderne i sin stab. Det fremgår klokkeklart af World Records of Women's Football - en endnu ikke offentliggjort statistik fra fodboldstatistik-organisationen IFFHS, der har hovedsæde i den tyske by Wiesbaden. Med foreløbig 358 scoringer for Fortuna Hjørring har 30-årige Lene Madsen gennem mere end ti år slået sine evner foran modstandernes mål fast med syvtommersøm. Kun den italienske legende, Caroline Morace (544 mål), italieneren Elisabetta Vignotto (467 mål) samt svenskeren Lena Videkull (370 mål) har nettet flere gange end den sympatiske Fortuna-angriber, som i 1995 satte alle tiders danske scoringsrekord med 46 sæsontræffere. I denne sæson har hun holdt sig betydeligt mere tilbage med "blot" 12 sæsonscoringer, der placerer hende på femtepladsen blandt Elitedivisionens topskytter. I Fortunas europæiske kampe i denne sæson har hun nettet tre gange - alle tre gange i den indledende gruppe, der blev spillet i Hviderusland i september i fjor. Dén statistik forbedrer Lene Madsen hjertens gerne i de kommende kampe mod Umeå. - Finalekampene mod Umeå er noget, vi har set frem til, lige siden vi bankede Arsenal 5-1 i den sidste semifinale, fastslår den spinkle angriber, som erkender, at vendelboerne på det seneste har haft et mindre formdyk i den hjemlige elitedivision. - Men det er vel heller ikke så mærkeligt. På grund af semifinalerne mod Arsenal i april skulle vi toppe tidligt i dette forår. Vi har haft utroligt mange ting at koncentrere os om, og samtidig har langt de fleste af os altså også lige et job at tage hensyn til, lyder forklaringen fra Lene Madsen få dage før det første møde med Umeå. - Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at møde et godt hold. Ikke mindst af hensyn til returkampen i Hjørring er det utroligt vigtigt, at vi får et godt resultat med hjem fra den første kamp. Kan vi bare få scoret et mål deroppe, så kan alt ske i returkampen, lyder håbet fra Lene Madsen, som trods rygterne om svenskernes skræmmende styrke ikke mener, at Fortuna-mandskabet har grund til at falde på halen i ren og skær benovelse. - Slet ikke. Vi har hidtil i turneringen bevist, at vi kan spille både klogt og disciplineret, pointerer hun.