Målmagers græs-trick

Selvtilliden i top hos Mattias Lindström

AALBORG:Det var ikke kun i kraft af spillemæssige kvaliteter, at Mattias Lindström faldt i øjnene, da AaB sidste lørdag besejrede FC Nordsjælland 2-0 på Aalborg Stadion. Opmærksomme - og undrende - tilskuere og tv-seere bed mærke i, at den svenske kantspiller flere gange samlede en tot græs op fra banen og tilsyneladende spillede videre med jordklumpen i hånden. - Jamen, det er rigtigt nok. Flere af mine holdkammerater har også efterlyst en forklaring, smiler Mattias Lindström. - Der er tale om et gammelt trick, som jeg bruger, når jeg får sidesting. Så hjælper det at knytte noget i hånden. Men endnu bedre er det selvfølgelig at undgå problemet, og fremover vil jeg være mere varsom med at spise og drikke før kampen..... Sidesting eller ej, så bidrog Mattias Lindström til AaB-sejren med et kanonskud til 1-0 og tog dermed tråden op fra den foregående kamp i Viborg, hvor han kort før tid hamrede bolden i kassen til sin første træffer for holdet. - De to mål har øget selvtilliden, men jeg er stadig ikke helt tilfreds med mine præstationer. Mod FC Nordsjælland gik det godt i den sidste tredjedel af kampen, men forinden havde jeg for mange boldtab, erkender den hyppigt udfordrende svensker, der for en uge siden skiftevis fik publikum til at juble og sukke over sine aktioner. - Tilskuerne bakkede os fint op, men der var ikke så mange af dem, som jeg havde troet, og forhåbentlig kommer der flere mod Esbjerg, siger Mattias Lindström, der med et nyt pletskud i dag kan blive den første AaB-spiller, der i denne sæson scorer i tre superligakampe i træk. abel