Målmand redder Danmark i EM-premiere mod Sverige

Stina Lykke blev den store helt med to redninger på straffespark, da Danmark klarede 1-1 mod Sverige ved EM.

Målmand redder Danmark i EM-premiere mod Sverige

Det kvindelige danske fodboldlandshold fik en flot begyndelse på EM-slutrunden i Sverige.

Onsdag aften klarede landstræner Kenneth Heiner-Møllers mandskab 1-1 i gruppe A mod de svenske EM-værter. Det skete på et fyldt Gamla Ullevi i Gøteborg.

Målmand Stine Lykke blev redningsmand, da hun i anden halvleg reddede to svenske straffespark.

Mariann Gajhede scorede det danske mål til 1-0, men Nilla Fischer udlignede til 1-1 før pausen.

Det danske hold indledte kampen stærkt, blandt andet med godt presspil, som stressede de svenske spillere.

Efter 25 minutter gav det gode danske spil bonus, da Mariann Gajhede gik solo og afsluttede med et præcist skud helt nede ved stolpen.

Scoringen slog dog ikke det svenske hold ud, tværtimod begyndte de blågule-spillere at vende kampen til egen fordel.

10 minutter efter den danske scoring faldt udligningen efter sløset dansk opdækning.

Nilla Fischer kunne helt uhindret få lov til at levere et flot hovedstød, som efterlod Stina Lykke uden chance.

I anden halvleg kom Nadia Nadim og Julie Rydahl Bukh på banen, og de kunne have fået hovedroller med lidt mere held og præcision i afslutningerne.

Nadia Nadim var tæt på med et flyvende hovedstød, da hun mødte et indlæg fra Theresa Nielsen.

20 minutter inde i anden halvleg fik Julie Rydahl Bukh en friløber, men den svenske målmand, Kristin Hammarström, reddede danskerens ellers godt tænkte forsøg på at lobbe bolden i mål.

Minuttet senere var det ved at gå helt galt for Danmark i den anden ende, da Christina Ørntoft fældede en modstander.

Forseelsen blev begået lige uden for straffesparksfeltet, men dommeren dømte alligevel straffespark.

Så var det, at Stina Lykke trådte i karakter. Hun reddede uden besvær det dårligt placerede skud fra svenske Lotta Schelin.

Seks minutter før tid måtte den danske målmand igen i aktion, da dommeren dømte straffespark, efter at Theresa Nielsen havde pareret et skud med armen.

Denne gang stillede Kosovare Asllani sig frem for at sparke, og igen kunne Stina Lykke parere det svagt udførte straffespark.

Tidligere onsdag spillede Italien 0-0 mod Finland i samme gruppe.

Danmarks næste kamp mod Italien bliver spillet på lørdag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.