Nøvling

Målmanden så rødt

3. DIVISION HERRER Aalestrup-Nøvling IF 29-23 (12-10) Flest mål for Nøvling: Christian Thomsen 7, Søren Matsbøll 5 AALESTRUP: Grundet vinterferie hos den ene af Nøvlings målmænd, havde holdet kun én målmand med til opgøret mod Aalestrup, og det blev dyrt. For målmand Jan Hyldgaard fik det røde kort allerede efter 5 minutters spil, hvor hjemmeholdet førte 5-1. Nøvling måtte have en markspiller på mål, og holdet lignede et slagent mandskab. Spillerne ville det imidlertid anderledes og kom på 7-7, inden hjemmeholdet begyndte at få nogen skud inden for rammerne, hvorfor stillingen var 12-10 ved pausen. Straks i anden halvleg trak Aalestrup fra, og Nøvling kæmpede for at begrænse nederlaget der blev på 29-23. - Jeg er meget godt tilfreds, sagde Nøvling træner Michael Salomonsen efter kampen. - Da Jan Hyldgaard røg ud frygtede jeg at vi fik en regulær røvfuld, men gennem en god indsats tabte vi kun med 6 mål, og det er OK, omstændighederne taget i betragtning, sluttede Michael Salomonsen, der til opgøret også måtte se bort fra en skadet Jesper Ægidius. jeege