Målmandsavl i top

15-årig AaB'er nyeste skud på flot stamme

Fodbold 10. februar 2003 07:00

AALBORG: Nordjylland avler målmandstalenter på stribe. Siden 1997 har seks AaB-keepere været på et eller flere fodboldlandshold under Dansk Boldspil-Union (DBU). - Mig bekendt kan forklaringen ikke henføres til et specielt systematisk og målrettet arbejde med de unge målmænd i landsdelen, siger AaB's superligatræner Poul Erik Andreasen, der indtil årets udgang vikarierer fra sit normale hverv som talent- og udviklingschef i klubben. - Måske er det en tilfældighed - måske ligger det i generne.... - I hvert fald har ledelsen i Brøndby udtalt, at spillere fra visse dele af Jylland rummer mere mod og arbejdsiver end gennemsnittet, og netop på målmandsposten er der ekstra brug for disse egenskaber. Træneren for AaB's bedste ynglinge, der i fjor vandt DM-bronze, Per Lindgren Hansen, er på linje med Poul Erik Andreasen. - Egentlig er der tale om et paradoks på baggrund af, at vi kun har få dygtige målmandstrænere i Nordjylland, siger Per Lindgren Hansen, der nævner Harbo Larsen (AaB) og Stephen Paddon (FC Nordjylland) som kapaciteter på området. - Til gengæld har jeg ofte oplevet, at målmændene er de mest selvstændige i en trup. De virker både modige, modne og træningsivrige. AaB's ynglingetrup har tidligere haft Harbo Larsen og Stephen Paddon løst tilknyttet, men efter at være dømt fodboldinvalid er Lennart Bak i år engageret som assistenttræner med målmandstræning som en del af sit ansvar. Kontinuitet Hos AaB's juniorer, der trænes af Henrik Berg, tager Kim Johannesen sig af målmændene to gange om ugen. @Brød.9.Han har i flere år herset med U17-landsholdsmålmanden Kenneth Stenild Nielsen, der er det nyeste skud på AaB's flotte stamme af unge målmandstalenter. Forud for ham har klubben siden 1997 været repræsenteret på landsholdene fra U21 til U16 af Lars Winde, Jimmy Nielsen, Brian Ulstrup, Kasper Jensen og Jens W. Sørensen. Alle fem har siden slået igennem som seniorer eller er på vej til det, idet Jimmy Nielsen siden 1997 uafbrudt har vogtet målet for AaB's superligahold og lige nu har Kasper Jensen og Jens W. Sørensen som back-up. Lars Winde er netop skiftet til Esbjerg, hvor han er udset som sidste skanse på superligaholdet i kølvandet af en langvarig reservetjans i AaB og halvandet år som lejesvend i østrigste Bregenz. Brian Ulstrup vogter målet på FC Nordjyllands suveræne tophold i 2. division, og på et andet 2. divisionshold, Hjørring, har Christian Stensborg vist så store evner, at han er i bruttotruppen på U20-landsholdet. Hjørring råder desuden over den kun 14-årige Jesper Weinkouff Christensen, der har høstet mange roser under et træningsophold i engelske Cambridge, så alt tyder på, at den nordjyske målmandshøst fortsætter med uformindsket styrke. Læs om Kenneth Stenild Nielsen side ?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...