Målmandskolleger kårer FCM-keeper til årets målmand

FC Midtjyllands keeper Jesper Hansen vinder for anden gang i karrieren "Det Gyldne Bur".

Jesper Hansen vandt også "Det Gyldne Bur" i 2012.

Jesper Hansen vandt også "Det Gyldne Bur" i 2012.

HERNING:FC Midtjyllands keeper Jesper Hansen er for anden gang i karrieren årets bedste målmand i dansk klubfodbold. Det mener hans målmandskolleger i Superligaen og 1. division.

Det gør ham til vinder af "Det Gyldne Bur" som årets målmand i dansk fodbold i 2019. En pris, som Tipsbladet har uddelt siden 1984.

34-årige Jesper Hansen vinder prisen foran Jacob Rinne fra AaB og Karl-Johan Johnsson fra FC København på anden- og tredjepladsen.

Hansen modtog også prisen i 2012 og fik i år 19 af 25 stemmer og vandt dermed suverænt.

- Det er en pris, der betyder rigtig meget. Især fordi det er mine målmandskolleger, der stemmer på mig. De har styr på detaljerne i målmandsspillet.

- Det er fedt at få en pris for hele kalenderåret. En pris, der betyder, at man har gjort det godt gennem længere tid, siger Jesper Hansen til Tipsbladet.

Han har i år været med til at vinde pokalturneringen med FC Midtjylland, ligesom han har haft stor del af æren for, at klubben i øjeblikket topper tabellen i Superligaen.

Men en personlig tragedie har også fyldt i målmandens 2019. I ugen op til pokalfinalen i maj mistede han sin bror i en trafikulykke.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.