Måltyv skifter fra FCN til Jetsmark

Glenn Gundersen udlejet til Jetsmark frem til sommer. Arbejdspres, en kommende familieforøgelse og behovet for et frisk pust i fodboldkarrieren er årsagerne til, at den 28-årige målmager, Glenn Gundersen, skifter fra FC Nordjylland i 1. division til Jetsmark i 2. division.

AALBORG:I Jetsmark, hvor cheftræner Henning Pedersen jubler over den uventede tilgang af en angriber af den kaliber, kommer tilgangen af topscoreren i FC Nordjylland særdeles belejligt. Den unge forward Morten Steffensen, tidligere danmarksseriespiller i AaB, fik tidligere i sidste uge efter eget udspil grønt lys til at få ophævet sin et-årige kontrakt, da han var løbet lidt sur i det hele. - Den seneste periode har ikke været så sjov i FC Nordjylland. Der har været megen turbulens i truppen i kølvandet på, at Ole Bach Jensen (direktør i FC Nordjylland A/S og økonomisk bagmand, red.) har meldt ud, at han trækker sig ud til sommer, siger Glenn Gundersen, der blev topscorer for FCN i efteråret med otte scoringer i 15 kampe. Tvillinger på vej I sidste sæson var han suveræn topscorer for FCN i 2. division med 26 fuldtræffere, og i vinterpausen nåede han også at overtage FCN-anførerbindet fra Jakob Berger, der har stoppet karrieren. - Jobmæssigt får jeg også travlt hen over sommeren, og til august bliver jeg far til tvillinger, og vi har i forvejen en søn på halvandet år. Nu er jeg i første omgang lejet ud til Jetsmark frem til sommer, hvor min kontrakt med FC Nordjylland udløber, og så må vi se, hvad der sker derefter, fortsætter Glenn Gundersen, der blankt erkender, at han har haft store overvejelser om at skulle sige farvel til medspillerne i FC Nordjylland. - Jeg har haft nogle gode sæsoner i først Aalborg Chang og siden FC Nordjylland. Sammenholdet i truppen er fantastisk, og jeg føler lidt, at det er medspillerne, jeg svigter ved at skifte til Jetsmark. Heldigvis er FC Nordjylland godt dækket ind på angrebsspladserne, hvor Bo Nielsen (lejesvend fra Silkeborg IF, red.) og jeg ligner hinanden uhyre meget i spillestil, forklarer Glenn Gundersen. Tilfreds træner I Jetsmark genforenes han med flere gamle venner fra både Aalborg Chang, Asaa og FC Nordjylland. - Udlejningen af mig har intet at gøre med FC Nordjyllands tilgang af de fire spillere fra AaB (Peter Tranberg, Tommy Markussen, Morten Larsen og Kasper Risgård, red.), understreger Glenn Gundersen. Det faktum, at han er kontraktspiller i FC Nordjylland frem til sommer, betød, at parterne måtte handle hurtigt i kulissen før lukningen af transfervinduet ved midnatstide lørdag aften. - Glenn Gundersen er en notorisk målscorer og en personlighed med en stærk udstråling. Han vil give hele holdet et løft, siger Jetsmark-cheftræner Henning Pedersen. Glenn Gundersen indleder træningen i Jetsmark tirsdag og kan få debut i den grønne Jetsmark-trøje i en træningskamp mod Thisted på lørdag. FCN-cheftræner Flemming Nielsen er træt af Gundersens farvel, men han har kun lovord til overs for angriberen. - Jetsmark får en fremragende spiller. Yderligere ønsker jeg ikke at kommentere det, siger Flemming Nielsen.