Månebørn af papmaché

Smukke passager, keder ikke, men mangler mere liv og varme. Bogens forside

Galleri - Tryk og se alle billederne.

BOG Haruki Murakami: "1Q84" Bog2. Første del af den japanske bestsellerforfatter Haruki Murakamis nye storværk udkom i efteråret, hurtigt fulgt af dette andet bind. Værket afsluttes til sommer med endnu et tredje bind. Så ved vi dét. Måske vil det ikke forstyrre så mange læseres sindsro at skulle vente lidt på den eventuelle opklaring af en række sindrige mystifikationer, om end de er lækkert og formfuldendt udført. I andet bind bliver det tydeligt, at krøniken bag sine mange slyngninger grundlæggende er en kærlighedshistorie mellem den lidt tunge og firskårne, men trohjertede matematiklærer og digterspire Tengo, og den fittnesstrænede kvindelige lejemorder Aomame, der planter issyle i nakken på klamme mænd. Noget af en kombination, og den får da heller ikke for lidt med romantisk-ironisk iscenesættelse - to måner på himlen! - og patetiske besværgelser, krydret med postmoderne kinky detaljer og henvisninger til alt fra populærkulturelle fænomener som filmen om mestertyven Thomas Crowns affærer (Windmills of your mind!) og til sværvægtere som Matthæuspassionen af selveste Johann Sebastian Bach. Så er der omsorgsfuldt dækket op både til fastfood-læseren og til feinschmeckeren. Murakami kan sine rutiner på fingerspidserne, og det er måske det, der til syvende og sidst bevirker, at alle de behændige virkemidler og snurrende tandhjul, der skal få blockbusteren fremad på sporet, lige så stille producerer en kontrabevægelse, der truer med at udstøde læseren og parkere ham på en kun mildt seværdig provinsstation i mylderet af romanens japanske stednavne, som da for resten ikke hører til det mindst interessante, ligesom de udmærkede beskrivelser af appetitvækkende måltider og deres tilberedelse. Ja, disse elementer fra den episke realismes store tradition hører ligefrem til de mere liflige sider af værket. Under to måners herredømme, forvist til titlens parallelverden 1Q84 i det herrens (og herren er George Orwell) år 1984, lykkes det ikke for Murakami for alvor at skabe troværdighed i sine hovedpersoners handlings- og følelsesliv. Aomame længes muligvis efter en ny start, for hun har ikke noget imod at miste sin identitet og var "ikke særlig knyttet til hverken sit ansigt eller sit navn", og dog er hun ikke ingenting eller et "udtørret ødeland" - for selve "kernen af min eksistens er kærlighed". Den slags problemstillinger kan Tolstoj få os til at tro på, men hos Murakami bliver det mestendels ved postulaterne. Tengo vækker en vis ømhed i læseren. Scenerne med hans demente og siden døende far kalder et hverdagsliv frem under de mange konstruktioner. Til gengæld bliver hans relation til teenagerforfatteren Fukaeri og hendes dæmoniske tilknytning til et Tvind-lignende imperium, som spillede en stor rolle i værkets første del, ikke ført afgørende videre, selv om der sker mange ting og sager. Der er smukke passager i Murakamis roman, og den keder ikke for alvor. En samlet vurdering må vente til sidste del er udkommet. "Ingen skulle komme og sige, at den verden var lavet af papmaché", står der. Men de to månebørn og deres skæbner trænger ganske eftertrykkeligt til mere liv og varme. Otto Pretzmann kultur@nordjyske.dk Haruki Murakami: "1Q84". Bog 2. Oversat af Mette Holm. 371 s., 349 kr., Forlaget Klim.