Månen har den farve ...

Leder Økonomiministeren tror på, at kickstart kan afbøde underskud på 119 milliarder ...

"Månen har den farve, måner skal have", fastslår tante Clara over for tante Hertha i Gustav Wieds lille komedie "Skærmydsler", og på samme måde fastslår økonomiminister Margrethe Vestager (R) tirsdag, at "kickstarten har den størrelse, kickstarten skal have". De økonomiske skærmydsler er desværre langtfra nogen komedie. Hvis ikke der kommer styr på den europæiske gældskrise, bliver flere danskere arbejdsløse, boligpriserne ventes at falde (igen), privatforbruget vil stå i stampe, og underskuddet vil stige til 119 milliarder kroner i 2012. Men kickstarten på 17 milliarder over de næste to år skal sikre, at Danmark holder sig inden for EU's krav til underskud. Det er den rene bedrøvelighed, hvor selv 17 milliarder virker lige så modstandsdygtige mod nedturen, som en snemand kan holde stand i en tændt bageovn. Faktisk bliver underskuddet i første ombæring større på grund af kickstarten, og det kritiserer bl.a. finansordfører Peter Christensen (V) - der dog helt tilfældigt glemmer, at den daværende regering under valgkampen selv var med i budrunden. Men selv om der kan bygges en hel del nye skoler og forbedres mange plejehjem m.m. for 17 milliarder med den betydning, det får for beskæftigelsen, tager regeringen fejl, når den tror, at de øgede skatter og afgifter ikke har betydning. Men ud over i kroner og øre tæller det også psykologisk - og psykologi betyder ekstremt meget i danskernes tiltro til økonomien eller mangel på samme. Allerede nu lever flertallet desværre for meget op til det gamle konservative valgsprog om, at pengene ligger bedst i borgernes egne lommer. Skatter og afgifter skal tværtimod som minimum ikke stige - og navnlig skal skat på arbejde ned. Men regeringen gør det modsatte - og det bremser samtidig virksomhedernes evne til at konkurrere og dermed skabe eller i det mindste bare fastholde job. Det kan godt være, at månen har den farve, måner skal have, men meget tyder på, at kickstarten får den farve, som kiks-starter desværre skal have ...