Måske alligevel revy i 2007

Hjørring Revyens Fond, som ejer retten til navnet Hjørring Revyen, har fået et par henvendelser fra professionelle teaterfolk om at lave Hjørring Revy til sommer.

Hjørring Revyen ligger brak, men kommer måske alligevel op at stå i 2007. arkivfoto

Hjørring Revyen ligger brak, men kommer måske alligevel op at stå i 2007. arkivfoto

Det oplyser revyfondens formand, Jens Abildgaard. - Det er interessante og attraktive henvendelser, som vi arbejder videre med, siger Jens Abildgaard. Han vil endnu ikke løfte sløret for, hvem der har henvendt sig. Han vil heller ikke sige, om de professionelle teaterfolk tidligere har lavet revy i Hjørring. - Ingen kommentarer, luder det fra revyformanden. Han vil dog godt sige, at det ikke er Peter Aude, som har henvendt sig. Peter Aude instruerede i 2002 Hjørring Revyens største fiasko gennem tiderne. Anmelderne hadede den, og publikum blev væk. Han understreger, at revyens fond er åbne for nytænkning af revyformen. Fonden ser gerne en revy i 2007, men ikke for enhver pris. - Vi har ikke så travlt, at vi vil risikere ”en fartbøde”, for at lave revy i 2007. Det skal ikke være en halvflugter. Så hellere sparke revyen til hjørnespark i 2007 og i stedet satse helhjertet på revy i 2008, siger Jens Abildgaard. Fonden er klar over, at det haster, hvis der skal laves revy i 2007. Derfor skal en del praktiske deltaljer nu undersøges. Blandt andet mulighed for skuespilkontrakter. Økonomien skal også på plads. - Vi er spændte på det økonomiske oplæg fra dem, som har henvendt sig. Vi har haft en positiv snak med kommunen og vi håber da, at de sponsorer, som tidligere ville bakke op om en revy med Per Pallesen også vil støtte et eventuelt nyt projekt. Det er altafgørende, at dem, der henvender sig, mærker en politisk, folkelig og økonomisk opbakning, siger Jens Abildgaard. Revyvenner i Hjørring og omegn må atter vente i spænding på revynyt. De er efterhånden ved at være vant til den øvelse.