Ungdomsuddannelser

Måske ender det hele godt

Hjørring Gymnasiums elever og lærere øver på livet løs til næste uges skolefest.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anders Winther-Sørensen er lykkelig for sin rolle som Døden, selvom det er svært at huske det hele. Foto: Kim Dahl Hansen

De første tre dage i den kommende uge løber Hjørring Gymnasium og HF Kursus' store fest af stablen. Der skal spilles skolekomedie og derefter skal der danses les Lanciers. I de sidste mange uger er der blevet øvet hektisk på begge dele. - Der er et sted mellem 1500 og 1800 mennesker, der kommer til at se skolekomedien, så vi vil jo gerne levere et ordentligt stykke arbejde, forklarer lærer Gert Schwaner. Ordene er sagt i en stille stund lige før en øveeftermiddag, hvor der stadig mangler en del af de skuespillere, som meget omhyggeligt og i stor konkurrence er valgt ud til at spille med i årets skolekomedie. - Der var 80 til casting, så man skulle tro, at de var vilde med at komme. Men det er ikke alle, der er, for de har så meget andet, de også skal, og de opstiller jo selv deres prioriteter, så det kan jeg ikke stille noget op overfor, erkender Gert Schwaner, som er instruktør på forestillingen sammen med kollegerne Marie Lund og Berit Steffensen. Dertil kommer musiklærerne Dorthe Alstrup og Susan Ohrt, som tager sig af kor og orkestre. Stykket Tornerose har man fået fra en dramalærer på en anden skole. - Vi har så tilpasset det til os og skrevet nye tekster til sangene, forklarer Gert Schwaner. Forestillingen er ikke en hel almindelig Tornerosefortælling, og man kan ikke være helt sikker på, om den ender godt! Både døden, en ond fe og gode feer er med. Anders Winther -Sørensen fra 3. z har fået den tvivlsomme rolle som Døden. Men han er nu glad for den: - Jeg var bare glad for at få en rolle. Det er dejligt at være med, for man møder en masse, har det hyggeligt og får lov til at optræde. Men det er også vært, for jeg skal huske en masse. Foreløbigt skylder jeg tre kasser øl, fordi jeg glemte teksten, lyder det fra Anders Winther-Sørensen. Fie Rødkjær Eriksen spiller den onde fe, og det er hun tilfreds med: - Jeg ser ikke mig selv som ond, så det er dejligt at spille noget helt andet, end det, man er til daglig, forklarer hun. Fie var helt opsat på at få en rigtig god rolle i årets skolekomedie, som bliver hendes sidste, da hun går i 3. g. - Jeg har gået til teater i mange år, har selv været instruktør og været med i musicalen. Jeg elsker at spille teater og håber, at jeg kan fortsætte med det i fremtiden. Jeg skal på seminariet efter sommerferien, for jeg vil være folkeskolelærer. Dér håber jeg også, jeg kan lave teater, siger Fie Rødkjær Eriksen. Hun siger, at det tager megen energi og endnu mere tid at lave skolekomedie. - Man må prioritere og lave de nødvendige afleveringer før de andre lektier. Og så er lærerne heldigvis ret overbærende - de vil også gerne se en god komedie, mener Fie. Foruden de mange skuespillere på scenen er en lang række elever med på anden måde. Det er blandt andre som musikere, sangere, dansere, kostumefolk, scenefolk samt lys- og lydfolk.