Lokalpolitik

Måske flere penge på vej

Økonomiudvalget vil ikke helt afvise at afsætte flere midler til fritids-aktiviteter i byer, der har mistet deres skoler.

Måske bliver der lidt flere penge til aktiviteter i byer, som har mistet skolen. Arkivfoto: Kurt Bering

Måske bliver der lidt flere penge til aktiviteter i byer, som har mistet skolen. Arkivfoto: Kurt Bering

Hovedprincippet bliver der ikke rørt ved: fritidsaktiviteter i de landsbyer, som har mistet skolen, skal rykke sammen. Dette understreger borgmester Arne Boelt (S) på vegne af økonomiudvalget. - Overskriften er stadig Samling og Sammenhold. Aktiviteterne i de byer skal finde ud af at dele deres lokaler og arbejde sammen, siger Arne Boelt. Kun mindre ekstrabeløb - Når det er sagt, så kan det da godt være, at økonomiudvalget kan finde en lille ekstrabevilling til årlig drift, hvis man eksempelvis bygger lidt til et eksisterende lokale og derfor skal have betalt lidt ekstra varme. Økonomiudvalget understreger, at der kun bliver tale om mindre ekstrabeløb. - Borgerne skal ikke forvente, at det, man har i dag, kan køre videre uændret. Der skal være flere aktiviteter i samme bygninger fremover. Princippet med "en mejetærsker på hver gård" kommer ikke til at gælde i fremtiden. - Spejdere, sportsforening og hvad der nu måtte være i de byer, skal i fremtiden lære at arbejde sammen og dele bygningerne, siger Arne Boelt. Byrådet har sat tre millioner kroner af på anlægskontoen til Samling og Sammenholdprojektet. Det vil sige kroner til eksempelvis tilbygninger eller ombygninger. Driftsbudgetterne - altså de årlige udgifter til varme og så videre - skal som hovedregel ikke stige.