Mejerier

Måske fortsat mejeri i Ingstrup

Måske er det ikke slut med mejeridrift i Ingstrup, selvom Ingstrup Mejeri nu er ved at blive afviklet. Der er flere potentielle købere af bygningen.

En gruppe medarbejdere og eksterne investorer har dannet et selskab, der pr. 1. marts har købt Ingstrup Mejeri. Arkivfoto

En gruppe medarbejdere og eksterne investorer har dannet et selskab, der pr. 1. marts har købt Ingstrup Mejeri. Arkivfoto

I hvert fald har advokat Casper Nørgaard, som står for likvideringen af mejeriet, modtaget flere tilbud om køb af bygningen. - Nogle er interesseret i hele bygningen med maskiner, andre er interesseret i bygningen alene og nogle i inventaret, oplyser advokaten. Casper Nørgaard står for den såkaldte solvente likvidering af Ingstrup Mejeri, som er besluttet på en ekstraordinær generalforsamling i ejerselskabet, Hirtshals Andelsmejeri i forbindelse med fusionen med Arla. - Det betyder, at Ingstrup Mejeri afvikles i god ro og orden, og at alle kreditorer får deres tilgodehavende, oplyser han. Det er Casper Nørgaards opgave at sælge værdierne i selskabet til højest mulige pris, og han vil nu forhandle med de interesserede om købet af det gamle mejeri, som har stor betydning for landsbyen Ingstrup. Produktionen på mejeriet er ophørt og de 13 ansatte opsagt, men der er stadig oste på lageret, som skal modne færdig, og de skal også sælges.