Måske ler vi for lidt?

Et bispevalg betyder møder og debat om folkekirkens opgaver og udfordringer.

Marianne Christiansen

Marianne Christiansen

De stemmeberettigede møder op i et antal, som langt overgår deltagerantallet i politiske vælgermøder. Det er et godt tegn på engagementet i folkekirken. Efter et af disse debatmøder i de forløbne uger bemærkede en journalist undrende til kandidaterne: ”Flere gange i løbet af mødet var det sådan, at folk i salen morede sig og smilede, ja, endda lo højt. Det er jo ikke lige, hvad man forventer i folkekirken! Er det en bevidst strategi fra jeres side”? Spørgsmålet blev selvfølgelig mødt af en enig front af bispekandidater, der forsikrede, at folk jævnt hen morer sig i folkekirkelige forsamlinger og i gudstjenesten, og at humor er en naturlig del af kirkens hverdag. Det manglede da bare. Jeg har siden spekuleret over bemærkningen. Det nemmeste ville jo være at sige, at journalisten måske ikke så tit var ”i marken” i folkekirken, - kun derfor kunne det komme som en overraskelse, at der var latter i luften. Men der kunne være andre årsager: Måske ler vi faktisk for lidt til, at det bliver opdaget. Eller måske stikker forventningen dybere: I kirken skal det være alvor og ikke sjov. Fordi der er en alvor, der ikke findes andre steder. ”Evangelium betyder et godt budskab, gode nyheder, et godt råb, hvorom man synger, fortæller og er glad." Skrev Martin Luther. Den glæde skulle gerne være drivkraften i folkekirken. Det er min erfaring og mit fremtidshåb, at der bliver smilet og leet meget i folkekirken – i menigheden, blandt de ansatte og frivillige. Ikke fordi det er sundt eller skaber et godt klima, men fordi, der er grund til det. I kirkerne østpå fejrer man nogle steder ”Påskelatteren” – en ældgammel tradition for at mødes påskemorgen og begynde at le højt, fordi Døden har tabt og Kristus har vundet. Døden og Satan er blevet til grin, og det skal kunne høres. Også i Vesteuropa har man haft den skik, at præsten i påskeprædikenen med alle midler skulle få menigheden til at le. Fordi det skal kunne mærkes, hvad evangeliet betyder. Alligevel vækker journalistens bemærkning til eftertanke: Kunne det tænkes, at folkekirken er – og skal være – et sted, hvor det ikke er sjovt? Det ville være helt i modstrid med ”tidens trend”, hvor enhver organisation gør sit bedste for at være underholdende og fornøjelig, fordi det sælger bedre. Kan der være noget mere provokerende end at nægte at virke underholdende? Måske er det faktisk folkekirkens opgave at være det ”sted”, den sammenhæng, hvor vi ikke bliver mødt af endnu et smilende tilbud, som vi skal tage stilling til: Er det her sjovt nok til, at jeg gider bliver hængende? Jeg tror, at folkekirken skal være rum for den alvorlige glæde. Den livsvigtige glæde, som evangeliet forkynder, og som også rummer sorgen. I folkekirken sker der en hel masse, og det skal der også: Der er ord og handling: Forkyndelse og undervisning og forpligtelsen på at tage sig af andre mennesker og lindre ensomhed, nød og fattigdom. Der er uendelig mange ting, der skal gøres, og som springer ud af glæden over evangeliet. Og der er også et stille alvorligt rum, hvor det enkelte menneske kan søge Gud, bede og bare være til uden at skulle præstere noget, ikke engang et smil. Det er i gudstjenesten, ved begravelser og bryllupper og i det stille møde mellem mennesker, der deler glæde og sorg. Den alvorlige glæde, den sorgmuntre humor og den frie latter. Det mødes vi om i folkekirken før og efter et bispevalg. Tak til pressens repræsentant for at minde om det væsentligste!