Turisme

Måske optagelse i tysk rejsebibel

Den tyske forbrugerorganisation ADAC har besigtiget Sindal Camping

SINDAL:Sindal Camping har haft besøg af en inspektør fra den tyske forbrugerorganisation ADAC, svarende til danske FDM, og han kom for at inspicere campingpladsen og hvilke faciliteter den kan tilbyde gæsterne. Måske åbner besøget op for et nyt marked. - Jeg håber på at campingpladsen kan blive optaget i ADACs Camping Führer næste gang. Den er tyskernes rejsebibel, når de skal vælge, hvor de vil tage hen på campingferie. Vi har tidligere forsøgt at blive optaget, men blev nægtet, fordi vi blev fundet uinteressante for tyskere. Derfor var jeg overrasket over besøget, siger campingejer Ole Wæhrens. I forvejen har Sindal Camping et mindre, men dog voksende antal tyske gæster, som foretrækker indlandscamping tæt på mulige naturoplevelser. - De fleste af de gæster kommer igen, og tallet af tyskere siger støt. De hører om os ved mund til øre metoden, fortæller han. Campingpladsen har også haft uanmeldt besøg af en konsulent fra Dansk Campingråd, som klassificerer de danske campingpladser og giver dem fra en til fem stjerner. Den udenfor Sindal har i øjeblikket tre af slagsen, men bedømt på nogle af de faciliteter, som ikke tidligere har været med i bedømmelse ligger pladsen ifølge Ole Wæhrens højere. - For eksempel på vedligeholdelse lå vi helt i top, tilføjer han.