Måske skal jeg være pilot

Humor er en alvorlig sag Casper Christensen er aldrig gået tilbage til en succes. For hans motto er, at enhver sejr skal bruges til en ny satsning. Mød komikeren bag ”Husk lige Tandbørsten” og ”Langt fra Las Vegas” til en snak om karriere,

Af Gitte Løkkegaardcentral@nordjyske.dk Du forsøgte en gang at forklare, hvorfor ”dild” er et sjovt ord. Har du et yndlingsord lige for tiden? - Ikke et ord. Men der er nogle kombinationer af ord, der er favoritter. Lige nu kan jeg godt lide ”bjerghval”. Fordi det er sådan et flot billede af noget stort, og det lyder rigtigt. Der er sikkert noget, der hedder en bjerghval. Men når man så tænker over ordet, så er det nok svært at forene en hval oppe i bjergene. Derfor kan jeg rigtig godt lide sådan et ord, i modsætning til dild, som mere bare er et slag: ”Dild” sætter man ind i slutningen af en sætning: ”Hvad hedder din ejendomsmægler?” ”Dild”, siger man så. Der er ikke noget sjovt i selve ordet, andet end det forskrækker en, fordi det er så kort og kontant. Det er noget man skal mærke nede i maven. - Den syrede form for humor skal vi tale om senere. Din barndom kan vi hurtigt ridse op: Forstadsliv, rolig familie, enebarn uden at være overforkælet, to pædagog-forældre, der både gav plads og satte grænser: Fint barndomshjem, kedelig historie… - Ja det var så de 17 år af mit liv… ja det er da rigtig, der er ikke nogle store dramatiske vendepunkter i min barndom. - Den unge teenager på 13-14 år, hvad var han så for en dreng? - Jeg var meget gennemsnitlig, tror jeg. Man følte sig jo mere cool, end man egentlig var og samtidig også mere bøvet og fjoget end man egentlig var, men rimelig gennemsnitlig. Ingen kæreste, men ikke sådan en som pigerne grinede af, der skete bare ikke noget, det var meget jævnt kedeligt. Jeg var aldrig sådan en udfarende, fræk fyr, mere sådan en som skulle tage sig sammen, hvis jeg skulle spørge dem om at danse, som man jo gjorde den gang. Men jeg havde nogle kammerater, hvor man kunne dyrke humor ,og det brugte jeg meget energi og tid på. Og der havde jeg måske lidt mere fart på end de andre fra klassen. - Men du var genert i de sociale sammenhænge, specielt med pigerne? Ikke sådan en som gravede sig ned, men jeg var imponerede over de andre drenge, der bare stod og kyssede en eller anden pige til en fest. - Hvordan du trivedes med det danske skolesystem? - Ikke særlig imponerende, må jeg sige. Når det ringede ind, kunne man stille og roligt gå ned i sin klasse og så 10 mininutter efter kom der en lærer daskende over og var utrolig uinspirerende, og som fortalte om nogle ret kedelige ting. Der var ikke plads til nogen form for personlig kreativitet. Kreativitet var ofte, hvad læreren syntes var kreativt. Når jeg skrev fristil, kunne det godt ende over i noget meget fantasifuldt, men lige så snart den kom for langt derover blev det taget fra mig, for det var jo pjat. Der var ikke støtte i noget som helst i personlig kreativitet. - Søgte du skolekomedie og sådan noget? - Ja, men der var jo meget lidt af det. Der var jo den holdning at optræden var en fælles ting. Med musik og teater skulle vi alle være på samme niveau. Man trak stort set lod om hovedrollen. Nogle var gode, andre dårlige og ligeglade, men vi stod alle på den samme linje og råbte. Og så bliver det utrolig kedeligt, og bliver ikke taget alvorligt. Så det var aldrig særlig inspirerende at lave. Jeg synes jo, at det er et håndværk at underholde. Når det drejer sig om sport, kommer nogle i angrebet, eller på førsteholdet. Men sådan må man ikke tænke inden for kreativitet og optræden. - I 1985 tager du som 17-årig til USA som udvekslingsstudent på High School. Hvad er det for en mentalitet, du træder ind i der? - Det er en kæmpe omvæltning at ryge til Las Vegas og gå i skole derovre. Lige pludselig er der en vigtighed i det, man laver, som jeg slet ikke har oplevet før. Lærerne er meget entusiastiske. Næsten alle lærere har en klub efter skoletid, hvor man kan møde op, hvis man syntes, at det var rigtig spændende. Det jeg synes, der var mere spændende, var sådan noget som teater, foto eller møbelsnedkeri. Og det var alt sammen på et højt plan, og det var ligeså godt at tage som engelsk litteratur, det var ligeså fint. Og der gjorde jo, at man lige pludselig skulle tage stilling til ”hvad er det, jeg gerne vil”, og så blev det taget seriøst. Om du vil være advokat eller skuespiller, det er underordnet, der er bare et stykke arbejde der skal lægges i det. - Fik du nogen succeser derovre med teateret? - Ja, nu så mange år efter, kan man jo godt sige det: Jeg blev Nevada-mester i at mime. Når man har astma, som jeg har, og ikke har kunnet dyrke sport på noget som helst som lignede medalje-niveau, så det at nogen siger ”hov, du er sg’u bedre end dem der ovre, tillykke med det”. Det var jo vanvittigt, og det havde jeg aldrig prøvet før. - Så da du pakkede kufferten og tog tilbage til Danmark, hvilke drømme havde du så? - At tage tilbage til USA. Hvis jeg havde kunnet blive i USA på det tidspunkt, så havde jeg gjort det. Mange år efter har jeg haft lyst til at flytte tilbage, og jeg har det stadigvæk. Grunden til at jeg ikke lige er flyttet tilbage, er ,at jeg har fået lov til at lave en masse ting herhjemme. - Var du blevet bekræftet ,i at du skulle leve af at optræde? - Jeg bruger nogle år på HF, det med piger og på at drikke mig fuld. Men jeg finder også ud af, at der ikke er nogen uddannelse, jeg kunne tænke mig,. Og jeg gider ikke tage en uddannelse bare for at tage den. Men jeg har jo lært, at man skal tjene sine egne penge, så der kommer stand-up’en så ind. Jeg tror da selvfølgelig, at mine forældre gerne ville have, at jeg skulle have en uddannelse, fordi de ønsker, at jeg har det god. Og det var jo rimelig usikkert, det jeg skulle i gang med. Men samtidig har min mor og far en interesse for humor. Jeg kan huske, at vi hørte mange Keld Pedersen og Dirch Passer-plader, så det at være komiker var ikke en slet business at gå ind i. - Hvad kom du med som en af de første stand-up’ere - Det hardcore - det grove materiale. Et af mine første emner var ældre mennesker, der irriterer mig, når jeg er inde i bussen, fordi de trækker ilten derinde og betaler mindre, og det synes, jeg er skide uretfærdigt. Jeg kalder dem for små rynkede dværge… ”jamen jeg er så træt, at jeg næsten ikke kan stå”. ”Jamen så hold i stangen bedste”. Altså er det sådan noget rigtig hardcore, hvor man tager emner op, som ingen komiker i Danmark havde tilladt sig at sige. Så folk er jo forskrækkede, og det giver jo på en eller anden måde et grin, men det var jo noget helt andet. - Hvad var din drivkraft? Hvad gjorde at dette måtte du bare gøre? - Det har jeg tænkt mange gange over, hvorfor jeg er blevet ved… Altså, jeg kan jo godt lide komik. Det med suset, når nogen klapper eller griner interesserer mig egentlig ikke specielt meget. Det interesserer mig, når noget lykkes og begynder at forstå, hvad det er, der får folk til at grine Det behøver ikke alt sammen være læge-sketchen i en revy. Det kan også godt være en mand på en scene, som siger gamle mennesker i bussen er dumme. Det ene er ikke bedre end det andet, men man skal have muligheden for at vælge - I denne opstartsfase bliver du opdaget af Danmarks Radio og laver børne-tv og ungdoms-tv. Du kommer så på TV3 og laver atom-tv. Så kommer ”Husk Lige Tandbørsten”, hvor min mor finder ud af, at der er en der hedder Casper Christensen sammen med alle andre i Danmark. Så flopper du rent seermæssigt med ”Safari”, hvor du og Lars Hjortshøj afprøver den der mere surrealistiske humor. Derpå ”Tæskeholdet”, Tv3, derefter tv2 og derefter det lidt mere almindelige ”Darios Joint”. Hvad er det så, der sker? - Pludselig føler jeg, at jeg bliver nødt til at sikre min karriere, fordi jeg har opbygget en vis popularitet ,og jeg får en fornemmelse af, at det bliver jeg nødt til at holde fast i, nu begynder det at blive alvor. Jeg har fået kone og mit første barn og føler en mærkelig trang til at skulle blive voksen og får overskæg. Jeg siger dig, at jeg så sær ud. Pludselig siger jeg, at jeg rent karrieremæssigt må jeg holde fast i et eller andet. Sikre mig, at jeg kan blive ved og tjene penge og bla-bla-bla. - Og det er et vendepunkt? - Ja et kæmpe vendepunkt. Indtil da havde der bare været gang i den: Lad os lave noget radio, jeg skal have Gintberg med, for han er en god ven og et par andre, så bliver det en succes ,og så fyrer vi den af. Men lige pludselig blev det for mig alvor. Det resulterer så i ”Darios Joint”, som jeg mener, er det dårligste, jeg personligt har lavet. Fordi det for mig et eller andet sted blev kedeligt. Jeg tager ikke de vanvittige chancer, som jeg plejer, og jeg postulerer ikke noget. Jeg gør ligesom det, man ville forvente af en talkshow-agtig vært. - Ja, for det er jo en amerikansk model med nogle gæster, nogle jokes… - Den knækker for mig, for der skal jeg så sidde der overfor for eksempel Michael Hardinger og have en snak. Og jeg er faktisk ret dårlig til at interviewe og interesserer mig faktisk slet ikke for Michael Hardinger. Og der skal jeg så sidde og interviewe og havde det været tæskeholdet så havde jeg sagt ”hva fa’en er der med dig, hver gang du laver en soloplade går det dårligt” eller et eller andet og så kunne man have grinet af det. Men det havde jeg jo lagt på hylden, for nu var det jo voksen-Casper. Og da det er færdig synes jeg jo, at jeg på en eller anden måde har kvajet mig, jeg har solgt ud. Og når jeg så ikke engang fik succes eller penge ud af det, så er der ingenting. - Nu står du så i det her hul i karrieren, hvad gør du så? - Der kommer ikke rigtig nogle nye programmer til mig. TV2 gider mig ikke mere, de har nok sagt: Okay, vi satsede på ham, men Casper Christensen er nok en døgnflue. Jeg fornemmer, at folk tror, jeg er færdig. Der er ikke noget arbejde, og jeg kan ikke få solgt mine ting, så jeg bremser fuldstændig op og tager til Spanien med min kone og barn i et stykke tid. For simpelthen at finde ud af… jeg har jo set min karriere som et projekt, og derfor mener jeg også, at man kan tænke sig frem til det næste skridt. - Er det også noget med ”nu må jeg finde ud af hvad Casper Christensen skal i stedet for, at andre mennesker skal identificere det”? - Ja for ”Darios Joint” var jo det, som andre sagde, de gerne ville have. - Og så er det, at Mandrillen bliver født… - Ja komik, humor og tilbage til det absurde. Væk fra det der hver lørdag kl. 20, en stor begivenhed, Casper Christensen kommer ned af en trappe og siger noget. Jeg vil tilbage til kun at lave humor, og jeg vil sige lige det, jeg vil, og jeg vil ikke slikke andre mennesker i røven,og jeg vil på tit. Så må det være på bekostning af penge, status, popularitet, alting. Om jeg så skal bo i en etværelses, så er det det jeg skal tilbage til. - Parallelt med at alle de her ting sker, møder du din kone, da I laver ”Husk lige Tandbørsten”, og I bliver gift, flytter i hus og får to børn. Men her for et år siden gik det, som det jo går for mange, og I bliver skilt. Det kalder du et andet vendepunkt? - Det er igen en eller anden form for nødbremse, som jeg – vi - blev nødt til at trække i. Nu har vi i for lang tid bare ladet tingenes tilstand bare udvikle sig uden at være med. Når man ikke har sig selv med, bliver man nødt til at stoppe helt op. Resultaterne og efterdønningerne har slet ikke nået at komme til udtryk. Men det at tage beslutningen var en meget ubehagelig og meget stor begivenhed. - Så sker der jo det, at du forelsker dig i en kvinde som er, om mulig, endnu mere berømt end du selv er, nemlig skuespilleren Iben Hjejle, så der går ikke så lang tid inden I er på forsiden. Hvad kommer det til at betyde i dit personlige liv, at det kommer ud i det offentlige rum? - Som alle, der har været igennem en skilsmisse, ved, skal der ikke så meget til at forskyde en meget hårfin balance, når to mennesker går fra hinanden. Og når blade som Se & Hør vælger at ligge på lur og tage billeder af mig, så giver det jo nogle kæmpemæssige omkostninger for ens børn og ens muligheder for at få et fornuftigt forhold til ens ekskone. Og det er da kun på grund af,, at Anette er et fornuftigt menneske, at det er lykkedes. - Måtte I også forcere processen… med børnene og alt… - Fuldstændig. Det jeg hele tiden har sagt, er det værste, er at man ikke selv får lov til at styre det tempo, som man gerne ville have skilsmissen til at foregå i. Fordi Anette havde fået at vide, at jeg var blevet forelsket i Iben, og det er selvfølgelig skrækkeligt at skulle igennem det for alle parter. Så da vi er gået fra hinanden og bor hver for sig, så skal der jo stadig fortælles nogle børn, at der er kommet en ny. Og det vil man gerne selv bestemme, hvornår man gør. - Du skal som 34-årig vænne dig til at være alenefar, kapere et forlist ægteskab og etablere et nyt og introducere dine børn til en ny kvinde og en bonusbror. Det lyder som en ret stor mundfuld. - Det er det også, men man tænker jo ikke på det på en gang, så havde man jo aldrig klaret det. Og noget af det er jo positivt. Sagt lige ud, så er det noget lort at blive skilt, og der er ikke noget godt i det, og det er altid det second best. Det næstbedste man skal til at bygge op, men i det kan der være gode ting. Det at blive alenefar har givet mig en mulighed for at lære mine børn at kende på en helt anden måde, for nu har jeg ansvaret for alt. Og det er egentlig skræmmende, hvor meget man ikke vidste, for eksempel hvad pædagogerne hedder i børnehaven. - Du har et helt arbejdsliv foran dig, hvad skal du lave? - Det ved jeg ikke, lige nu er børnene det vigtigste, men jeg har den åbne amerikanske tilgang, så alt ligger åbent, måske skal jeg være pilot eller noget helt andet, jeg ved det ikke… Jeg regner med, at det bliver med humor, men det kan godt være, det går i en ny retning….