Politi

Måske spor af USA's snigskytte

Hvid varevogn viser vej

ASHLAND:Efter fundet af en hvid varevogn er amerikansk politi måske ved at kredse sig nærmere ind på den berygtede snigskytte, der lørdag sandsynligvis stod bag endnu et drabsforsøg mod et tilfældigt menneske. En 37-årig mand blev ved 20-tiden amerikansk tid ramt af et enkelt skud på en parkeringsplads ved en restaurant i Ashland i Virginia cirka 145 km syd for Washington. Manden blev ramt i maven og var søndag endnu i overhængende livsfare efter en tre timer lang operation på et nærliggende hospital. Ifølge de foreløbige rapporter har man endnu ikke kunnet fjerne projektilet fra den sårede, og politiet ved derfor endnu ikke med sikkerhed, om det er den berygtede snigskytte, der har slået til igen. Men det er antagelsen indtil videre, sagde Stuart Cook, der er talsmand for sheriff-styrken i Hanover County, hvor drabsforsøget fandt sted. Skuddet menes at være kommet fra en nærliggende gruppe træer cirka 30 meter fra stedet, hvor manden blev såret. Politistyrker i området indledte omgående en storstilet, men indtil videre resultatløs jagt. Snigskytten, eller snigskytterne, har siden 2. oktober dræbt ni tilfældige mennesker og såret to i området omkring Washington. Lørdag kom politiet måske et skridt tættere en opklaring efter fundet af en hvid varevogn, der har været udlejet. Det var en medarbejder ved et biludlejningsfirma, der under rengøring blev mistænksom over at finde projektilhylstre i lejebilen. Køretøjet var blevet afleveret i Washington-lufthavnen Dulles International. Undersøgelsen af hylstrene ventes først offentliggjort mandag, oplyste politichef Charles Moose fra Montgomery-amtet i Maryland. Blandt de over 1000 betjente fra adskillige styrker, som er sat ind i jagten, verserer der flere teorier om snigskyttens baggrund. Der kan være tale om en person, som ønsker at kontrollere liv og død. Et tarot-kort er således blevet fundet nær et af gerningsstederne med budskabet "kære politibetjent, jeg er gud". En anden teori vil vide, at der er tale om en planlagt serie drab, måske foretaget af al-Qaeda, med det mål at skabe frygt i brede amerikanske befolkningsgrupper. De hidtidige ofre er af forskellige aldre og racer. I mange tilfælde har der været tale om mennesker, som opholdt sig nær motorveje eller ved tankstationer, men ingen af attentaterne har hidtil fundet sted på en weekend. Ved attentatet lørdag blev den 37-årige ramt i underlivet, netop som han sammen med sin kone havde forladt restaurant Ponderosa i Ashland. De to var i bil på vej gennem Washington-området og var holdt ind for at tanke op og spise et måltid mad. Manden var ved bevidsthed, da han blev bragt til et hospital i Richmond. /ritzau/DPA

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst