- Måske tager vi til Grønland

Dynamisk Aalborg-duo fik prisen for bedste kriminalpræventive arbejde

Politiassistent Hans Peter Olsen og socialrådgiver Nuuradiin Salah Hussein modtog i går Det Kriminalpræventive Råds hæderspris, der her overrækkes af justitsminister Lene Espersen.foto: det kriminalpræventive råd
Politi 1. april 2008 00:14

Alle tænkelige spidser inden for politi, retsvæsen og forebyggende arbejde mødte i går op på Nationalmuseet i København for at hylde to aalborgensere. Til hverdag er politiassistent Hans Peter Olsen og socialrådgiver Nuuradiin Salah Hussein optaget af at hjælpe otte unge ud af kriminalitetens skygge, og det har de gjort med så stor succes, at det nu giver en pris på 50.000 kr. Den fik de i går formiddag overrakt af justitsminister Lene Espersen foran flere hundrede mennesker på det Kriminalpræventive Råds årsmøde. - Det er helt vildt. Jeg tog mig i at tænke hold da op, hvad har jeg nu rodet mig ind i, fortalte Hans Peter Olsen bagefter med et grin. Han er naturligvis glad og stolt over at modtage prisen og allermest glad for at modtage den sammen med Nuuradiin Salah Hussein. - Det er utroligt tilfredsstillende, at vi arbejder tværfagligt, og at vi er "en mørk og en lys". Det har åbnet rigtig mange døre, især fordi Nuuradiin har kunnet berolige drengenes forældre og fortælle, at en politimands tilstedeværelse ikke behøver at betyde noget negativt, siger Hans Peter Olsen. Hans makker Nuuradiin Salah Hussein er lige så stolt over prisen. - Jeg håber og tror, at det vil åbne nogle flere døre for os. Og hvis det gør det, betyder det flere muligheder for de her drenge, siger Nuuradiin Salah Hussein, som håber at de vil kunne udvide projektet og inspirere andre til at gøre noget lignende. - Hvis der kan komme mere fokus på, at det er feltarbejderne og de lokale ildsjæle, som gør en vigtig forskel i forhold til de unge, så er det rigtig godt, siger han. Justitsminister Lene Espersen håber også, at projektet vil sprede ringe i vandet. - De har i den grad vist, at når myndighederne samarbejder på tværs, sådan som vi alle drømmer om, så har det en effekt på de unge. Samtidig har de formået at inddrage forældrene og selv engageret sig i døgndrift ved at åbne deres hjem for de unge. Det er flot, siger justitsministeren. Også et andet projekt fra Aalborg var nomineret til prisen - fritidscentret Fristedet, som blandt andet laver musicals om unges problemer. - Vi føler også, at vi har vundet, for Nuuradiin har arbejdet 7-8 år hos os som integrationskonsulent, så vi er rigtig stolte, siger Jens Jørgen Lerche Bach fra Fristedet. Prisvinderne har endnu ikke besluttet, hvad pengene skal bruges til. Kun at de skal væk på en længere tur. - Jeg har en vild drøm om at tage Nuuradiin og drengene med til Grønland, hvor jeg har været betjent engang, selvom drengene sikkert hellere vil til Barcelona og se fodbold, siger Hans Peter Olsen. karin.axelsson@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...