Aalborg

Måske to lysløjper på vej

AALBORG:En halvanden til to kilometer lang lysløjpe skal sandsynligvis snart anlægges i Aalborg. Enten i forbindelse med Annebergstien eller i Mølleparken. Muligvis begge steder. Det vedtog teknisk udvalg i går. Aalborg Kommune vil nu søge Lokale- og Anlægsfonden om støtte til at anlægge de to lysløjper. Fonden har tidligere meddelt, at de sandsynligvis vil støtte projektet, hvis de får et konkret projekt i hænderne - og det gør de nu. Rådmand Henrik Thomsens favorit er en lysløjpe i forbindelse med Annebergstien. - Den er tæt ved stadion, sportshøjskolen og det gamle pumpehus, der er ved at blive ombygget. Her kunne man lave en gang- og løbesti med grus, som cyklister fra Mølholm også kunne bruge. Området er fladt, så om vinteren kan man også løbe på lysløjpen, selv om der er faldet sne. Det vil man ikke kunne i Mølleparken, fordi den er så kuperet. Hvis der anlægges en lysløjpe i Mølleparken, bliver det i forbindelse med atletikklubben Skovdalen. Tanken er her, at Sygehus Syd også kan bruge stien til genoptræning af patienter. Teknisk udvalg er indstillet på at betale halvdelen af anlægsudgifterne til en eller flere lysløjper - hvis bare Lokale- og Anlægsfonden vil betale den anden halvdel. - Hvis der bliver råd til begge stier, synes jeg, det er fint, siger rådmanden.