Arden

Måske trænger skribenten selv til en reformpause

ARDEN:Vor lidt skæve hyldest til Arden Kommune og dens ustyrlige projektmagere har angiveligt skabt både vrede og undren. Hvis det er tilfældet, må missionen - udskibet her i spalterne lillejuleaftensdag efter beseglingen af fjordkommunen - siges at være mislykket. På tærsklen til en storkommune ville skribenten såmænd blot give de små enheder et velfortjent skulderklap. Fremhæve de mange ildsjæle, som boltrer sig og skaber stribevis af synlige resultater i lokalområderne. Og i tilgift vove den påstand, at små kommuner for færre midler såmænd løser kerneopgaver som at drive skoler, passe børn og pleje ældre bedre end store kommuner. De to budskaber valgte skribenten at fortælle ved at vende tingene på hovedet. Det valg slap han efter alt at dømme skidt fra.