Støvring

Måske var der offentligt bad i Jernbanegade

STØVRING:Anledningen er selvfølgelig den ny jernbanestation i Støvring, som blev indviet før jul. Ole Staunsbjerg Pedersen vil gerne i kontakt med folk, der kan fortælle en god historie og måske har gamle billeder liggende af livet i Jernbanegade siden banen åbnede første gang i 1869. Efterlysningen gælder også billeder og erindringer, som kan bidrage til den lokalhistoriske kalender næste år for Støvring o g Omegn. - En del forretninger er i tidens løb blevet foreviget udefra, men hvordan så de ud indeni? Hvem var menneskene bag disken, i bagbutikken eller helt bagude, spørger han interesseret læserne. Underfundige historier om nogle af de mange folk, der har levet i gaden siden banen kom til, er også meget velkomne. - Kalenderen skal ikke være en gennemgang af de forskellige huse på begge sider af gaden, forklarer Ole Stavnsbjerg videre, men tage sit udgangspunkt i den gode historie. Kalenderredaktøren har allerede kontakt med et par stykker, der har været behjælpelige med oplysninger, men vil gerne i kontakt med andre, der har noget at fortælle. Billedet her ved siden af denne artikel er således fra Gunnar Thomsens private fotoalbum og venligst udlånt til omtalen af projektet. Den lokalhistoriske kalender er udgivet hvert år siden 1987 med et lokalhistorisk tema. Næste år gælder det handlen i Jernbanegade. Det er noget af et detektivarbejde. - Eksempelvis er der lidt uklarhed i oplysninger om, at der et eller andet sted i Jernbanegade engang skulle have ligget et offentligt bad, forklarer Ole Staunsbjerg videre, som også efterlyser billeder af den gamle station indefra. Måske kan nogen fortælle, hvordan der så ud eller har avisudklip, brochurer, reklamer eller lignende fra stederne i gaden. - Alt har interesse, understreger redaktøren, og lover at alt vil blive behandlet med omhu. Ole Staunsbjerg Pedersen træffes på telefon 98 378728 eller via mail: ole.staunsbjerg@mail.dk