Måtte hive målmand væk fra aftensmaden

SERIE 3. PULJE 17 Aalborg KFUM - Vaarst / Fjellerad B 3-1 (2-1) 1-0 Benjamin Dúvet, 1-1 Jesper Berg, 2-1 Benjamin Duvét, 3-1 Benjamin Duvét AALBORG:Aalborg KFUM har i lighed med gæsterne fra VFB kun tabt en kamp i sæsonen før det indbyrdes opgør. Men hvor gæsterne har hentet sejre i kampene, har KFUM lidt for ofte spillet uafgjort. Det betød, at et nederlag mod VFB ville sende hjemmeholdet 11 point efter gæsterne. Så det var et motiveret hjemmehold, der gjorde klar til kamp, men under den afsluttende opvarmning til kampen brækkede hjemmeholdets målmand lillefingeren. Kampen blev udsat 10 minutter af dommeren, for at KFUM kunne få lidt tid til at finde en erstatning, og Niels Christian Nortvig blev hentet direkte ind fra aftensmaden. På trods af den kaotiske start, kom KFUM godt i gang med kampen, og efter kun fem minutter afdriblede Benjamin Duvét en modstander på baglinien og skød derefter hårdt på mål. Bolden tog begge opstandere inden den gik i mål, til noget, der kraftigt kandiderer til titlen årets mål i Hasserisparken. Kort efter begik tilkaldte målmand Niels Christian Nortvig en stor fejl, da han sparkede forbi bolden, hvilket VFB's altid farlige Jesper Berg udnyttede til udligning. Dernæst begik Niels Christian Nortvig frispark uden for feltet, hvilket blev takseret til en 10 minutters udvisning. Det lignede en mental nedtur, men da Niels Christian Nortvig igen kom på banen, stod han en brandkamp resten af opgøret, og havde blandt andet en feberredning 20 minutter før tid, hvor Jesper Berg var sluppet igennem til afslutning. Mens hjemmeholdet var i undertal, fik holdet scoret igen ved Benjamin Duvét til halvlegsstillingen 2-1. Efter pausen havde KFUM godt fat i de første 20 minutter, hvor Benjamin Duvét fik øget til 3-1 på et straffespark, hvorefter der startede en mindre kortregn til hjemmeholdet, der inden for kort tid måtte notere sig tre gule kort. VFB satte et stort pres ind, men der blev ikke scoret yderligere i opgøret. - Det var en god sejr, som medfører at vi er med igen, konstaterede KFUM træner Ole Madsen efter opgøret. jeege