Macrons eks-bodyguard indrømmer voldsepisode var en fejl

I interview med den franske avis Le Monde lyder det fra præsidentens tidligere bodyguard, at han har fejlet.

Den nu fyrede, tidligere bodyguard for den franske præsident, Alexandre Benalla, siger i et interview til den franske avis Le Monde, at han "har begået en fejl".

Benalla er blevet centrum for en skandale, der har sendt den franske præsident, Emmanuel Macron, på gyngende grund. Den udspringer af en episode i maj, hvor Benalla optrådte voldeligt over for en demonstrant.

Macrons regering er blevet kritiseret, efter at det er kommet frem, at embedsmænd i regeringskontoret kendte til episoden og skal have forsøgt at dysse den ned.

Den 26-årige Benalla blev i første omgang suspenderet i maj. Men fredag fyrede Macron sin tidligere sikkerhedsvagt, efter at sagen kom frem i medierne.

Til avisen Le Monde siger Benalla blandt andet, at han har måttet barbere sit skæg af for ikke at blive genkendt, efter at skandalen har rullet i de franske medier.

Til et spørgsmål om hvorvidt han føler, at han har forrådt den franske præsident, svarer han:

- Jeg føler, at jeg har gjort noget meget dumt. At jeg har begået en fejl (...). Jeg skulle aldrig være gået til den demonstration som observatør, jeg skulle have holdt mig i baggrunden, siger han til avisen.

Episoden fandt sted ved en 1. maj-demonstration.

Her deltog Benalla som observatør og stod på sidelinjen iført sikkerhedshjelm, hvilket er almindeligt i Frankrig for eksempelvis politikere, der gerne vil fornemme folkestemningen.

Videooptagelser af episoden er blevet bragt i flere franske medier, hvor Benalla ses komme farende hen til en gruppe politimænd, der i gang med at slæbe en demonstrant væk. Benalla overfalder demonstranten med slag og spark.

På optagelserne kan man se, at han er iført et armbind, hvor der står politi på.

Det franske politi har iværksat en efterforskning i forbindelse med voldshandlingen. Benalla er søndag også blevet anklaget for at have udgivet sig for at være politimand, fordi han var iført armbindet.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.