Mad lokker til viden

Deltagertal viser, at Munkens Klit Folkeuniversitets koncept dur.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Biolog og plantegenetiker Bodil Søgaard holder sæsonens første foredrag. Det foregår 17. september og handler om, hvad vi putter i munden.

Munkens Klit Folkeuniversitet på Galleri Munken nord for Ingstrup er klar til den anden sæson. Formanden, Inge Skjoldager, Blokhus, kalder opbakningen til arrangementerne i den første sæson for "jævnt god". - Der kom 80, 100, 120 og godt 120. Jeg ville gerne have haft fuld hus. Men jeg var til et nabomøde i foråret. De var lykkelige, bare der kom 30. Så jeg tror på vores koncept med lidt mad før foredraget, siger Inge Skjoldager. Der lægges ud med et foredrag om fødevarekvalitet 17. september, "Vækst, velfærd og vanvid". Biolog og plantegenetiker Bodil Søgaard fra Københavns Universitet/Life giver sit syn på den intensive landbrugsproduktion og kvaliteten af vores fødevarer. Bodil Søgaard er varm fortaler for et økologisk helhedssyn. 15. oktober holder landinspektør og lektor ved Aalborg Universitet, Lars Brodersen, foredrag med titlen " Carsten Niebuhrs Fodspor - en landmåler i det lykkelige Arabien anno 2000". Han beretter om sine erfaringer med at hjælpe omanerne med at opbygge et moderne geodætisk institut i et land, som indtil 1970 var som i middelalderen. Indtil 1970 blev byporten til hovedstaden låst med en nøgle om aftenen, der var kun 12 km samlet vej og kun to skoler til i alt 25 elever. 12. november handler om sognepræster og sognefolk efter reformationen. Forfatter og seniorforsker Morten Fink Jensen fra Det Kongelige Bibliotek sætter fokus på Jacob Ottesen, som var præst i Ingstrup i 1600 tallet og som havde masser af gøremål med præster og befolkning i bl.a. Saltum, Hune og Jetsmark sogne. Munkens Klit Folkeuniversitet styres af en komite, der ud over formanden Inge Skjoldager består af næstformand Jane Mikolajewicz, Galleri Munken, sekretær Cecilie Sige, Ingstrup, kasserer Bent Sørensen, Ingstrup, pr. Henning Krabbe, Brønderslev, samt Lissi Krabbe, Brønderslev, Ellen Ottesen, Ingstrup, Anne Marie Jensen, Guldbæk, Elsebeth Mouridsen, Ingstrup, og Anni Thomsen, Løkken.