Helt ny sports- og ølbar åbner snart

Sport på tv, masser af spil og en café side om side med specialøl og cocktails - se her hvornår stedet åbner

Det er her, Tapperiet snart slår dørene op. Foto: Lars Pauli

Det er her, Tapperiet snart slår dørene op. Foto: Lars Pauli

AALBORG:Idéerne står i kø, og konceptet kan stadig nå at blive justeret - men fast ligger det, at Henrik Leegaard snart åbner Tapperiet på Eternitten.

Han beskriver bedst sit nye sted som en sports- og ølbar med caféområde, og du kan blandt andet spille pool, shuffleboard og brætspil samt købe specialøl og cocktails. Fra sommer vil der være udeservering samt sport på tv.

Også på døren ind til lokalerne kan du læse mere om Tapperiet. Foto: Lars Pauli

Også på døren ind til lokalerne kan du læse mere om Tapperiet. Foto: Lars Pauli

- Jeg har masser af planer for Tapperiet, og jeg glæder mig meget til at byde velkommen her på eternitgrunden, siger Henrik Leegaard, der har lejet lokalerne, hvor Delimarché tidligere lå.

Indtil for nylig ejede han Ølkælderen i Skipper Clements Gade, men fik lyst til nye udfordringer.

- Jeg har haft kig på lokalerne her på Eternitten i omkring et halvt år. Der er ikke noget som det, jeg kan tilbyde, i området, siger Henrik Leegaard.

- Og her er et stort kundeflow til dagligvarebutikkerne, mange går tur i området, og så bor der rigtig mange unge både her og i Øgadekvarteret.

Han beskriver Tapperiet som et sted med noget for enhver smag.

- Jeg vil gerne skabe et hjemsted for både unge og ældre, og man skal føle sig velkommen. Planen er at åbne allerede klokken 8, så man kan begynde dagen her med morgen-tv og kaffe, siger Henrik Leegaard.

- Og om aftenen vil jeg selvfølgelig gerne have fat i nogle af de unge, der ellers ville tage ind til byen.

På tegnebrættet er også planer om foredrag og ølsmagning - ligesom Henrik Leegaard er ved at lægge sidste hånd på Facebook- og hjemmeside.

Lejemålet er delt i to lokaler - efter planen åbner det første senest 1. marts, og det andet omkring 1. juni.

Tapperiet ligger på Alexander Foss Gade 15, og der vil være åbent alle ugens dage.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.