Vild med italiensk? Nyt spisested åbner i midtbyen

Kendt restauratør udvider med endnu en restaurant samt vinbar - se her hvor og hvornår

Carlo Liberati i de nye lokaler, der er ved at blive sat i stand. Foto: Massimo Grillo

Carlo Liberati i de nye lokaler, der er ved at blive sat i stand. Foto: Massimo Grillo

AALBORG:Er du vild med den sprøde pizza, panini eller andre lækkerier fra det autentiske, italienske køkken hos La Bottega?

Så kan du godt begynde at glæde dig til endnu mere plads, når restauranten - men ikke butikken - rykker ind i nabobygningen, det tidligere Highway 66 på C.W. Obels Plads og skifter navn til La Trattoria.

- Vi oplever, at der tit er meget kø og ventetid i restauranten i La Bottega, og vi må ofte sige nej til gæster. Så nu tager vi chancen og flytter den del af forretningen i større lokaler, siger ejer Carlo Liberati.

- I begyndelsen bliver menukortet det kendte fra La Bottega, men på sigt kommer der også nyheder til.

La Trattoria med plads til omkring 80 gæster finder du i stueetagen i bygningen, mens der bliver selskabslokaler med plads til omkring 100 personer på etagerne over.

Med åbningen af La Trattoria her i bygningen indtræder restaurantchef Thomas Jørgensen som partner. Han og Carlo Liberati har arbejdet sammen i årevis og har samarbejdet om planerne med den ny restaurant fra starten. Foto: Lasse Sand

Med åbningen af La Trattoria her i bygningen indtræder restaurantchef Thomas Jørgensen som partner. Han og Carlo Liberati har arbejdet sammen i årevis og har samarbejdet om planerne med den ny restaurant fra starten. Foto: Lasse Sand

Italiensk vinbar byder indenfor

På 2. sal bliver der også plads til endnu en nyhed. Carlo Liberati står nemlig bag noget, han selv længe har savnet i byen - en ny vinbar.

- Her er allerede forskellige vinbarer, og jeg synes, der mangler en italiensk, siger han.

Tilbage i La Bottega dei Liberati bliver butikken med italienske specialiteter og hjemmelavet brød, takeaway og mad ud af huset til selskaber. Indretningen bliver dog ændret lidt, da køledisken rykker længere ind i lokalet - og køkkenet bliver udvidet.

Carlo Liberati driver også La Locanda dei Liberati og med nyerhvervelsen står han bag restauranter, specialitetsbutik og takeaway i alle bygningerne rundt om den kendte Brix’ Gaard.

-Så vi får også mange udendørspladser. Både pladser op ad bygningen ud til C.W. Obels Plads og ude på selve pladsen, siger Carlo Liberati.

Han vurderer, at der samlet bliver omkring 150 udendørs pladser plus La Locandas pladser inde i Brix’ Gaard.

La Trattoria åbner efter planen i begyndelsen af maj. Når det sker, lukker La Bottega kortvarigt for at blive sat i stand - og som den sidste af nyhederne åbner vinbaren efterfølgende i løbet af sommeren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.