Mad på bordet i Afrika

Dansk Røde Kors har sendt Peter Schleicher til Zimbabwe, hvor han de næste syv måneder skal være med til at gennemføre et projekt, der skal skaffe mad til befolkningen i den fattige, sydlige del af landet.

Peter Schleicher. Foto: Dansk Røde Kors

Peter Schleicher. Foto: Dansk Røde Kors

Peter Schleicher, der bor i Skørping med sin hustru og to store børn, har arbejdet for Dansk Røde Kors i mange år – både som udsendt i Afrika og i asylarbejdet i Danmark: - Uanset om jeg er ude eller hjemme, handler det om de samme grundlæggende ideer, og det står vist klart for alle, at der er brug for hjælp i Zimbabwe, siger Peter Schleicher, der oprindeligt er uddannet socialpædagog. Landbrugsprojektet i det sydlige Zimbabwe går ud på at give 4000 familier såsæd og dyr og på den måde hjælpe dem til igen at kunne klare sig selv, efter at flere års tørke har ødelagt deres liv. Projektet er finansieret af EU's katastrofefond ECHO.