Made in Denmark-vinder håber på Ryder Cup-wildcard

Englænderen Matt Wallace vandt Made in Denmark efter en gyserafslutning. Nu vil han med til Ryder Cup.

Ritzau
Matt Wallace vandt ved Made in Denmark sin fjerde European Tour-sejr. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Golf 2. september 2018 18:49

Søndag var det fremmødte publikum ved Made in Denmark vidne til en sand gyserafslutning.

Fire spillere lå efter sidste runde helt lige, og derfor måtte der omspil til. Her vandt Matt Wallace med to birdies. Han kunne efterfølgende modtage trofæet og se tilbage på en fantastisk turnering.

Nu håber han, at Thomas Bjørn kigger hans vej, når de fire Ryder Cup-wildcards bliver delt ud onsdag.

- Jeg håber, han ser min vej. Det er planen. Jeg har sagt, jeg ville give ham en hovedpine, og det gjorde jeg.

- Bliver jeg ikke valgt, er det fint, men jeg har vist ham, alt jeg kan, siger Wallace.

Han var stolt over sin sejr ved Made in Denmark, der kom i hus efter en svær start med to bogeys på de første fire huller.

- Når jeg har ryggen mod muren, giver jeg noget ekstra. Jeg sagde til mig selv, at jeg kunne gøre det, og jeg gjorde det. Så jeg er meget glad, siger Wallace.

Thomas Bjørn udtager onsdag eftermiddag det endelige Ryder Cup-hold. Turneringen spilles i Frankrig fra 28. til 30. september.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...