EMNER

Madeleines forældre vil leve normalt

I dag er det seks måneder siden, den knap fire-årige pige forsvandt

LONDON:Seks måneder efter at Madeleine McCann forsvandt på en ferie i Portugal, prøver hendes familie nu at vende tilbage til et normalt liv, selvom forældrene stadig er mistænkt i sagen. Familien har forladt Algarve-kysten og er vendt hjem til deres hjem i England. Madeleines far begyndte torsdag at arbejde igen efter et halvt års ulønnet orlov fra Glenfield-hospitalet i Leicester. - Vi har hele tiden sagt, at efter seks måneder ville vi ikke kunne se os tilbage og sige: ¿Jeg ville ønske, vi havde gjort det eller det¿, sagde lægen Gerry McCann på vej til sin første arbejdsdag på hospitalet torsdag. - Nu føler vi, at vi har gjort alt, hvad vi kan, for at etablere eftersøgningen af Madeleine, og vi føler nu, at vi har den rette organisation til at finde hende, lød det fra Gerry McCann. Moderen, Kate McCann, der også er læge, har ifølge en talsmand for familien ingen intentioner om at vende tilbage til sit job. Lørdag er det seks måneder siden, Madeleine forsvandt kort før sin fire års fødselsdag. På mærkedagen vil forældrene, der begge er troende katolikker, gå til gudstjeneste. Mens det sker, vil deres egen undersøgelse køre parallelt med det portugisiske politis. Familiens egen undersøgelse indebærer blandt andet spanske privatdetektiver og en 24-timers telefonlinje. De ansatte i McCann-familiens undersøgelse arbejder efter tesen, at Madeleine blev bortført. Derimod har det portugisiske politi arbejdet ud fra en teori om, at Madeleine blev slået ihjel ved et uheld, hvilket førte til, at hendes forældre fik status som mistænkte 7. september. Den sidste information, privatdetektiverne undersøger, er endnu en melding om, at Madeleine muligvis er blevet set i Marokko. /ritzau/AFP