Ernæring

Maden og magten

Mit misbrug er på linje med alkoholisme, mener Agnes Larsen

På indkøbsturen har Agnes Larsen, 38, ofte stået i et dilemma: - Lad være med at putte Marsbaren i indkøbskurven, påbød hun sig selv, før den røg ned til kartoflerne. - Du skulle ikke have gjort det. Nu er du stor og grim og dum og kan ikke tage dig sammen, var tanken, da sidste bid var slugt. Men også hendes mor har i den allerbedste mening hele Agnes Larsens liv fortalt hende, at hun bare skulle tage sig sammen og ikke spise så meget. - Men jeg kan ikke lade være, og propper mig i perioder med kager og slik, siger Agnes Larsen, Brønderslev, der var længe om at erkende sin spiseforstyrrelse. - Anoreksi og bulimi havde jeg hørt om, men aldrig om tvangs/overspisning, fortæller Agnes Larsen, der i dag vejer 150 kg. - Jeg har altid været stor og spist meget, mens vægten steg og steg. Især efter, at jeg for omkring otte år siden mistede min far. Det var også i de år, jeg fik mine to børn. Netop børnene har Agnes Larsen ofte brugt som undskyldning for at købe rigeligt af den fedende slags. - Hvis købmanden havde tre poser vingummi på tilbud, tænkte jeg, at børnene og jeg kunne dele. Inden jeg kom hjem, havde jeg ædt det hele selv. Agnes blev ekspert i at købe og spise søde ting, når ingen så det. For det var flovt, at lade andre mennesker se en så overvægtig pige spise flødeboller eller fylde sig med kager. - Men jeg var konstant sulten og spiste hele dagen. Selvværdet faldt i samme takt, som vægten steg. Familie og venner forstod ingenting, for jeg spiste jo aldrig noget. Troede de. Det forladte barn Mange slankekure og andre tiltag har Agnes Larsen uden held været igennem, indtil hun for to år siden kom i en samtalegruppe om spiseforstyrrelser på Sundhedscentret i Brønderslev. - Først mente jeg ikke, at det var noget for sådan en som mig. Jeg skulle jo bare tage mig sammen, husker Agnes, der alligevel meldte sig til. - Og heldigvis for det. Her fandt jeg ud af, at der er en psykologisk grund til, at man er overspiser, bemærker kvinden og sidestiller sit madmisbrug med alkoholmisbrug. - Mine overflødige kilo er mit immunforsvar, som beskytter mig imod en masse følelser, jeg ikke tør komme frem med, fortæller Agnes Larsen, som ikke vil fotograferes. Hun begrunder sit madforbrug i barndommens følelse af forladthed. Siden seks-årige Agnes fandt ud af, at hun var adopteret, har hun nemlig trøstet sig med mad, når hun var ked af det. Det var omkring den tid, hvor hun begyndte i skolen. Og den stillede store krav til en lille pige. Troede hun. Og knoklede løs, så ingen lagde mærke til hendes størrelse. Troede også, at det ville give større accept fra adoptivmor og resten af familien. Venner havde Agnes med egne ord mange af, selvom hun i de større klasser fik det indtryk, at de mest havde ondt af klassens tykke pige. - På grund af min størrelse var jeg ikke med til de forskellige aktiviteter, og festerne blev jeg ikke inviteret til. Forladtheden udviklede sig imidlertid til, at hun glemte sig selv, var en flinkepige og sagde aldrig fra. En uddannelse som pædagog forstærkede kun omsorgen for alle andre end hende selv. Den rette vej Udover at dyrke motion er Agnes nu også kommet så langt, at hun godt kan købe ind, uden at der helt af sig selv smutter en pose lakrids i kurven. - Det er er sejr i sig selv, kun at komme hjem med en liter mælk. Også at spise normalt sammen med familien er nu dagligdag. - Jeg spiser ikke som tidligere tre portioner aftensmad. Et økonomisk problem er det heller ikke længere hver dag at skulle finansiere slik og kager i store mængder. Kassekreditten er der styr på og efter aftale med banken, hæver Agnes et fast beløb om ugen. Hun glæder sig over den forståelse, hun møder, og har valgt at fortælle sin historie for at sætte fokus på tvangs- og overspisning. Et problem, som Agnes med hjælp fra bl.a. psykoterapeut Tove Skov selv er ved at få styr på. Men helt ligetil er det ikke. - Bedst som man tror, man har fundet vejen, dukker en sidevej op med enten nye udfordringer eller en sti tilbage til den gamle vej. Og andre har måske de samme problemer uden at kende årsagen, mener Agnes, der sammen med sundhedskoordinator Inge Tengnagel er tovholder på en selvhjælpsgruppe for overspisere. Ni store piger mødes hver uge til vejning og snak om, hvorfor det er så tungt og besværligt, at maden styrer deres liv. - Vi snakker frit fra leveren om vores problemer og tager tavshedspligten meget alvorligt. Alle har det tilfælles, at de har eller havde en blokering, der gjorde det umuligt at tage sig sammen. - Vores spiseforstyrrelse handler ikke om mad. Det er en forsvarsmekanisme mod nogle følelser, som vi ikke selv kan håndtere. Endnu. For vi er godt på vej.