Fødevarer

Madindsamling til Rumænien

FREDERIKSHAVN:I lighed med tidligere hjælper 2. Sct. Georgs Gilde i Frederikshavn i samarbejde med "Rumæniensprojektet af 1992" rumænske børnehjemsbørn. Det sker ved en madindsamling ved de to "Storkøb" henholdsvis på H.C.Ørstedsvej og på Skagensvej 28.februar og 1. marts. Her vil der stå personer ved indgangen, som vil anmode forretningens kunder om at lægge lidt ekstra i indkøbsvognen og så aflevere det ved udgangen. Foruden madvarer, der kan holde til den lange transport, typisk ris, mel, pasta, sukker, madolie, honning, vil man også være taknemlig for at modtage toiletsager, skriveredskaber m.v. De indsamlede varer pakkes i banankasser, som afhentes af Rumæniensprojektet og transporteres til fælles afsendelse sammen med indsamlede varer fra andre egne af landet. Transporten til Rumænien foregår med lastbiler ført af elever fra AMU-centret i Fredericia og ledsages af repræsentanter fra "Rumæniensprojektet af 1992", som også står for uddelingen på børnehjemmene. Der er således fuld sikkerhed for, at de indsamlede varer havner i de rigtige hænder. Ved de foregående indsamlinger i Frederikshavn i 2001 og 2002 indsamlede man store mængder varer, et til to tons hver gang, så gavmildheden til det gode formål plejer at være stor. Foruden de indsamlede madvarer medbringer transporterne til Rumænien også mange navngivne pakker til børnehjemsbørnene. Fra Frederikshavn afsendes således pakker fyldt med tøj, toiletartikler, legetøj, slik og andet godt. Her har - også i år - børn fra Privatskolen i Sæby bidraget med adskillige pakker, mens projektets medlemmer samt Sct. Georgs Gildet pakker resten.