Madindsamling til Rumænien

Børnehjemsbørn har det fortsat dårligt

HJØRRING:Ordet madindsamling passer ikke ind i Danmarksbilledet anno 2004. Alle får jo mad hver dag, men i østlandet Rumænien kniber det stadig på de mange børnehjem, der findes. Selv om der er gået mange år siden Ceausescus fald i 1989, går det kun langsomt fremad. Derfor findes der fortsat Rumænien-hjælpere i Danmark. En af organisationerne er Rumæniensprojektet af 1992, der to gange om året sender lastbiler afsted med madvarer til børnene og de unge, der lever en kummerlig tilværelse. Rumæniensprojket af 1992 har også en afdeling i Hjørring, og fredag og lørdag vil medlemmer herfra - samt fra Sct. Georgsgildet - stå uden for Dreisler Storkøb på Frederikshavnsvej i H'ørring og tage imod madvarer, som forhåbentlig flinke mennesker forinden har købt i supermarkedet. Det skal nødvendigvis være varer, der kan holde sig - og som tåler transporten til Rumænien. Indsamlingen i Hjørring har fundet sted igennem flere år, og byen er kendt som et af de steder, hvor der samles rigtig meget ind. Drivkraften i Hjørring er Hanne Eriksen, der flere gange har været med transporten til Rumænien, der varer 36 timer - og hvor der foruden madvarer også er gavepakker, rengøringsmidler, medicin og andre formødenheder: -- Der er sket en bedring med forholdene i Rumænien, men det går langsomt. Regeringen har lige skåret madbudgettet ned på alle børnehjemmene. Vi har seks børnehjem med 1000 børn og unge, vi tager os af, og der er nok at tage fat på, siger Hanne Eriksen, der selv betaler sin rejse hver gang, hvilket er noget med 2500 kr.: - Jeg har det sådan, at når jeg har været dernede så er jeg klar igen, siger hun, der endnu ikke har besluttet sig til, om hun tager turen igen, når de tre sættevogne og to følgebusser sætter kursen mod Rumænien om en måneds tid. Hanne Eriksen fortæller, at børnehjemsbørn i Rumænien er ringeagtede af det omgivende samfund, og de klarer sig generelt dårligt. De regnes ikke for noget og har det også svært, når de skal ind på arbejdsmarkedet. Turen med lastbiler og busser sponsoreres af fonde. Rumænien-folkene er ved Dreisler fredag fra kl. 10-17 og lørdag fra kl. 10-14.