Madkurve og teater i det fri

FREDERIKSHAVN:Onsdag aften var det ikke kun Cumulus Teatret, der var heldige med det danske sommervejr, alle der var på Bangsbo til stykket Kærlighed & Dæmoner fik en fin aften. Nogle kom i meget god tid og nød madkurven og solens sidste varme stråler inden skuespillerne tog over. Tæpper og ekstra klapstole var med i gården. Fra scenen kæmpede Hoffmann med sine dæmoner. Allerede som barn havde han det dårligt. Mindet om Ole Lukøje var uhyggeligt, en ond mand der slæber på en kæmpe sæk sand. Selvom det så sort ud for den stakkels poet Hoffmann, kunne han dog skåle på kærligheden. Her blev han bedraget gang på gang - mest af sig selv. Med nye briller forelskede han sig i en smuk kvinde, men ak, hun var kun en automat, der straks gik i stykker. En oplevelse rigere sivede publikum ud i en dugfyldt sommeraften, hvor Bangsbos krydderurter sendte deres dufte ud.