Børnepasning

Mads er tryg i det kendte lokale miljø i børnehuset

Mads er lidt af en bullerbasse, han opfører sig "uopdragent", han skubber til kammeraterne, kan blive rasende og sige mærkelige lyde

Mads' familie består af far Folmer, storesøster Johanne og mor Dorte. Foto: Carl Th. Poulsen

Mads' familie består af far Folmer, storesøster Johanne og mor Dorte. Foto: Carl Th. Poulsen

Mads på seks år er lidt af en bullerbasse, han opfører sig "uopdragent", han skubber til kammeraterne, kan blive rasende og sige mærkelige lyde. Han er normalt begavet, mens han mangler i høj grad sociale kompetencer. Sådan beskriver mor, Dorte Pulapa, sin ADHD-søn, der netop er begyndt i en specialklasse på Frydenstrandskolen i Frederikshavn, en såkaldt strukturklasse. Det går rigtig godt for Mads i skolen. Dorte Pulapa og hendes mand Folmer Jensen har helt bevidst valgt, at Mads om eftermiddagen skal være i klub i Thorshøj Børnehus. - Vi synes det er i orden, at andre børn siger "Åh, Mads ti nu stille med de lyde" eller "lad være med at banke i bordet". Det virker bedre end hvis han var i en specialinstitution, hvor det var mere "tilladt". Børns opdragende funktion virker meget bedre end noget andet, er Dorte Pulapas mening. Hun betegner Thorshøj Børnehus som en meget velfungerende institution. Børn og voksne kender hinanden. Mads er tryg. Mads går til fodbold sammen med andre, han kender fra fritiden i børnehuset. - De andre børn accepterer Mads, beder ham om at gå væk eller går selv væk. - Hvis han gik i specialfritter i Frederikshavn, ville fodbolddrengene være fremmede for ham. Mads kan ikke med fremmede. Det er altså helt afgørende for familien, at Mads kan være i det lokale miljø, hvor han og familien bor. - Det vil være en kæmpe belastning, hvis han skal flyttes til den store institution i Østervrå. Han kan slet ikke være sammen med så mange mennesker - det er ikke et muligt valg for os. Så skulle han uundgåeligt i specialfritter på Abildgårdskolen. Det ville betyde lange afstande og lange dage i Frederikshavn - væk fra familien og det kendte miljø. Der ville ikke være megen tid til samvær med mor, far og storesøster Johanne. - Han ville kun være sammen med tre skolekammerater og syv i fritteren. Vi kan ikke lave legeaftaler med de andre børn og forældre. Vi vil knapt nok lære dem at kende, siger Dorte Pulapa. I følge Dorte Pulapa er der 2-3 pædagoger til otte børn i Frederikshavn og 2-3 pædagoger til 20 børn i Thorshøj. - Hvorfor skal Mads flyttes til en dyr plads i Frederikshavn, når han trives i en billig pasningsordning "hjemme" i Thorshøj? Det er der da ikke meget sparet ved. toen