Mads Mensah en ombejlet herre

Aalborg Håndbolds komet har dog ikke travlt med at komme til udlandet

Mads Mensah Larsen har i Champions League bl.a. brilleret i udekampen mod Gorenje Velenje. Foto: Torben Hansen

Mads Mensah Larsen har i Champions League bl.a. brilleret i udekampen mod Gorenje Velenje. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Mads Mensah Larsen har med storspil i Champions League bragt sig i høj kurs på den europæiske håndboldscene.

I de første fire runder af verdens fornemste klubturnering er Aalborg-spilleren noteret for 28 træffere og besætter en delt andenplads på den samlede topscorerliste, overgået med ét mål af den rumænske fløj Valentin Ghionea, der optræder for polske Wisla Plock.

- Der har været en række henvendelser fra udenlandske klubber, som vil forhøre sig om Mads Mensah Larsens situation, men vi har ikke noget hastværk med hensyn til et eventuelt klubskifte, siger hans agent Peter K. Bertelsen fra Best Way Management.

- Den næste station for ham skal være en absolut storklub. I øjeblikket er han inde i en gevaldig udvikling og spiller en central rolle på et godt Aalborg-hold. Desuden tyder alt på, at han kommer med i den danske landsholdstrup til EM herhjemme i januar, og det vil være et fint udstillingsvindue.

Tyskland mest attraktiv

Agenten peger på en topklub i Tyskland som det foretrukne mål for den brølstærke og alsidige bagspiller.

- Tidligere var Spanien også interessant, men nu har kun Barcelona høj klasse, og det giver alt for mange ligegyldige kampe i den nationale liga.

Mads Mensah Larsens kontrakt med Aalborg løber til sommeren 2015. Peter K. Bertelsen afviser at kommentere, om der er aftalt klausuler i tilfælde af et skifte undervejs.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.