EMNER

Madsen indstillet til Den Gyldne Blok

Klaus Madsen, 55 år og siden 1988 pressefotograf på Thisted Dagblad, er for anden gang indstillet til kollegernes anerkendelse i form af prisen Den Gyldne Blok. Om han får den i år, offentliggøres i aften, torsdag, ved generalforsamlingen i Dansk Journalistforbunds kreds for Midt- og Vestjylland. Foto: Peter Mørk

Klaus Madsen, 55 år og siden 1988 pressefotograf på Thisted Dagblad, er for anden gang indstillet til kollegernes anerkendelse i form af prisen Den Gyldne Blok. Om han får den i år, offentliggøres i aften, torsdag, ved generalforsamlingen i Dansk Journalistforbunds kreds for Midt- og Vestjylland. Foto: Peter Mørk

Der ønskes flere mennesker i avisen, og det forstår Thisted-fotografen sig på, hedder det THISTED: I aften, torsdag, offentliggøres det, om det bliver i år, at pressefotograf Klaus Madsen, Thisted Dagblad, modtager kollegernes anerkendelse i form af Den Gyldne Blok. Det sker ved generalforsamlingen i Holstebro i Dansk Journalistforbunds kreds for Midt- og Vestjylland (de tidligere Ringkøbing og Viborg amter) - kaldet Kreds 5. Den Gyldne Blok har mange år på bagen. Den uddeles af kredsbestyrelsen efter indstilling. Prisen består foruden en forgyldt blok også af en fyldepen og et æreslegat på 1500 kr. Klaus Madsen var også indstillet til prisen i fjor, og blandt kollegerne anses det for at være en anerkendelse i sig selv at være indstillet. Udover Klaus Madsen er i år også indstillet journalist Carsten Petersen på Skjern-redaktionen af Ringkjøbing Amts Dagblad. Denne gang er Klaus Madsen indstillet af både journalist Carsten L. Hougaard, Hurup, Thisted Dagblad, og freelance-journalist Jens Utoft, Skive, der i øvrigt selv har en fortid på Thisted Dagblad som lokalredaktør i Hurup i midten af 1970erne. Han har siden haft tilknytning til Thy med bl.a. sommerhus i Nr. Vorupør. Carsten L. Hougaard skriver i sin indstilling, at Klaus Madsen gennem årene har løftet Thisted Dagblad via en høj kvalitet i sine billeder. »Både som daglig fotograf i pressede situationer - og som feature fotograf med menneskelige vinkler har Klaus Madsen været med til at brande fotojournalistikken i Thy ... Mennesker i avisen er fremtiden, siges det. Og det forstår Klaus Madsen sig på.« Jens Utoft påpeger i sin indstilling blandt andet, at »Klaus Madsens billedfortællinger rykker ved læserne og er velegnede til også at få fat i nye generationer af læsere. Derfor skal han have Den Gyldne Blok - som den første fotograf/billedjournalist nogensinde.« Klaus Madsen er 55 år og thybo af fødsel. Siden 1988 har han været pressefotograf på Thisted Dagblad og derved medlem af DJ. Før den tid var han freelancefotograf, efter at han i 1972 blev udlært som fagfotograf i Nykøbing Mors. @Byli.9.special.bund:Af Villy Dall villy.dall@nordjyske.dk