Mæglere overdriver størrelsen på ejerlejligheder

Aarhus 10. september 2002 08:00

ÅRHUS: Størrelsen på ejerlejligheder overdrives bevidst med helt op til 10 kvadratmeter, når ejendomsmæglere sætter boligerne til salg på internettet, afslører en test foretaget af Morgenavisen Jyllands-Posten. I forsøg på at gøre lejlighederne så attraktive som muligt, benytter i stribevis af mæglerkæder ulovligt oplysningerne fra det såkaldte BBR-register i deres annoncering. Men i det register er de fleste ejerlejligheder væsentligt større end de er, ifølge det tinglyste areal, der er registreret hos Told & Skat. Årsagen er bl.a., at BBR-registret medtager trappegange og elevatorrum. Selv om mæglerne i over to år har haft pligt til at anføre det tinglyste areal, oplyser kun tre af de testede mæglerkæder det rigtige antal kvadratmeter til deres kunder på internettet. De mange lovovertrædelser bekræftes af en intern undersøgelse foretaget af Dansk Ejendomsmæglerforening. Her var omkring 35 pct. af annoncerne for ejerlejligheder på en bestemt dag fejlagtige og ulovlige. Nybolig på Frederiksberg er blandt de mæglere, der har "tryllet" med kvadratmetrene. - Det er en fodfejl. Det må ikke ske, beklager kædens informationschef, Jesper Elle. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...